Mandag blev det første møde i Bygherreforeningens nye netværk ”Bygherrenetværket for flere faglærte i byggebranchen” afholdt. Netværket skal arbejde på at sikre flere faglærte til byggebranchen via bygherrernes egne byggeprojekter.

Der er mangel på faglærte i byggeriet, og det bliver kun mere udtalt, hvis ikke alle parter i byggeriet gør en indsats for at vende udviklingen. Bygherrerne kan spille en væsentlig rolle, og Bygherreforeningen har gennem indsatsen ”Byg med unge alliancen” de sidste to år hjulpet bygherrerne med at sikre flere lærepladsaftaler på de store byggeprojekter. Resultaterne er gode. Der er kommet flere lærlinge på de byggerier, hvor bygherren har sat fokus på at sikre flere lærepladser. Og der er opnået mange gode og brugbare erfaringer med, hvordan man som bygherre sikrer, at krav om lærlinge på byggerierne bliver realiseret.

Men hvordan arbejder man som bygherre med uddannelsesklausuler, dimensionering, lærlingeplaner og rekrutteringsindsatser, der skaffer unge til branchen? Det har Bygherreforeningen nu startet et netværk om, hvor projektledere, ledere fra bygherreorganisationer samt rådgivere kan finde inspiration og dele erfaringer og viden med hinanden.

Vil gerne tage et endnu større samfundsansvar

Tony Christrup, direktør og Public Affairs ansvarlig i AG-gruppen var blandt deltagerne i netværkets første møde i mandags. Han fortæller, at der i AG-gruppen er en generel interesse for at tage et endnu større samfundsansvar, end man gør allerede og bakke op om at få italesat de barrierer, der er for at få flere faglærte i byggeriet.

”Vi er interesserede i netværket, fordi vi søger viden om og inspiration til, hvordan vi som bygherre kan skubbe på udviklingen mod flere faglærte på byggepladserne. Vi udbyder ofte fagentrepriser og har brug for værktøjer til at stille fornuftige krav til vores entreprenører og hjælpe dem til at tage deres del af ansvaret for, at der kommer flere lærlinge på byggepladsen. Og så er der jo virksomheder i netværket, som har mere erfaring på området og kan gøre os klogere”, fortæller Tony Christrup.

Lærke Jul Gagner, Byggeudviklingschef i BO-VEST deltog også i mandagens møde. Hun fortæller, at BO-VEST som almennyttigt boligselskab er underlagt krav om 14 % lærlinge på deres byggerier, og at man derfor allerede samarbejder med en entreprenør på en stor byggesag i Albertslund om at bruge de paradigmer og konkrete værktøjer, som Byg med unge alliancen har udviklet til arbejdet med lærlinge.

”Det ligger vores beboere meget på sinde, at vores byggerier også bidrager til at løfte den sociale bæredygtighed. Både af idealistiske årsager – vi skal gøre tingene ordentligt – og så fordi flere af de unge i boligforeningerne konkret har brug for en læreplads”, fortæller Lærke Jul Gagner.

Hvordan engagerer vi entreprenøren?

For Lærke Jul Gagner handler deltagelsen om at blive inspireret af de forskellige typer af bygherrer, der tager del i netværket, og deres forskellige tilgange og problemstillinger.

”Som bygherrer skal vi alle finde ud af, hvordan vi griber opgaven an, og derfor er det spændende at høre, hvad de andre bygherrer gør, og så forsøge at tage det med hjem i vores egen organisation. Der er nogle af organisationerne i netværket, som er længere fremme i processen, end vi er. Hvordan er de kommet derhen, hvad har det betydet i deres organisation, og hvad har det kostet af ressourcer? Hvordan får vi startet og fastholdt dialogen med entreprenørerne, så det ikke bare er et kedeligt krav fra bygherren, men at entreprenøren også synes, at det er spændende at være med til at løfte den opgave. Og så er netværket vigtigt for os at deltage i, fordi det giver os mulighed for at løfte diskussionen op på et brancheniveau, så vi kan hjælpe hele branchen med at flytte sig på dette område”, udtaler Lærke Jul Gagner.

Udvikling af konkrete værktøjer

Karin Parbst, der er seniorprojektleder i Bygherreforeningen og har været med til at drive indsatsen ”Byg med unge alliancen”, er moderator for netværket. Hun oplevede, at der på mødet var en stor interesse for mere viden om konkrete metoder.

”Der var flere af deltagerne, som gav udtryk for, at det ikke kun skulle handle om læring og inspiration, men at der også gerne skulle komme noget mere konkret ud af det: Dimensionering af lærlinge og opfølgning ved lærlingeplaner eller udvikling af yderligere værktøjer, der sikrer at klausuler bliver fulgt op. Så der er allerede stor opmærksomhed på, at uddannelsesklausuler ikke kan stå alene, og interesse for at gøre noget ved det. Jeg er sikker på, at med den energi deltagerne gik til mødet i mandags, er vi godt på vej”, slutter Karin Parbst.

 

Meld dig ind i bygherrenetværket for flere faglærte i byggebranchen
Er du interesseret i at deltage i netværket, så kan du læse mere og tilmelde dig her.