Torsdag den 3. marts afviklede Foreningen af Rådgivende ingeniører, FRI generalforsamling og efterfølgende årsmøde, hvor fokus var på branchens absolut største udfordring lige nu, manglen på arbejdskraft. Men emnet endte ikke med at få dagens fulde fokus.
Titlen på FRI’s årsmøde 2022, der har været planlagt i månedsvis, var oprindeligt The War for Talent, men i lyset af Ruslands invasion af Ukraine, fandt foreningen det passende at ændre titlen til The Need for talent. For behovet for kvalificeret arbejdskraft består.
Ændringen af navnet forhindrede naturligvis ikke krigen i Ukraine i at blive et markant, sekundært tema for de mange fremmødte ved årsmødet.
For den aktuelle situation er i den grad også virkelig og nærværende for den rådgivende ingeniørbranche, der arbejder globalt; og hvor centrale forretningsområder som energi, byggeri og infrastruktur vil blive påvirket af det geopolitiske spil omkring konflikten.
Faktisk fyldte emnet så meget, at FRI til dagen havde sat en indsamling op til fordel for Red Barnets arbejde for børn i de krigsramte områder.
En beslutning, der kom helt naturligt, forklarer formand for FRI, Adm. direktør i MOE, Christian Listov-Saabye:
– I lyset af Ruslands invasion af Ukraine, var der pludselig meget, som føltes sekundært. Derfor besluttede FRI’s bestyrelse, at generalforsamlingen og årsmødet i går, skulle være en anledning til at samle penge ind for at hjælpe til, siger Christian Listov-Saabye og uddyber:
Det skal ikke være de mindste, der skal betale den største pris. Vi skal forsøge at skåne de ukrainske børn mod de største konsekvenser. Derfor faldt valget på at støtte Red Barnets indsats for børn, og deres familier, i Ukraine. En indsats, deltagerne i vores årsmøde heldigvis støttede godt op om.
FRI’s bestyrelse besluttede også i samme anledning at foreningen, der er drevet og finansieret af medlemsvirksomhederne, donerer et beløb, svarende til FRI’s overskud i 2021, til indsamlingen.
Det betyder, at FRI har støttet med 167.000 kr.
En økonomisk håndsrækning hjælper forhåbentligt på den korte bane, men på længere sigt, skal der naturligvis mere til. Det forklarer Adm. direktør i FRI, Henrik Garver:
– Så snart, det bliver muligt, vil vi bidrage til at flygtninge fra Ukraine kan komme hurtigt ind på det danske arbejdsmarked, også til ansættelser i FRI-virksomheder, hvor det er relevant og muligt. Vi står i en ekstraordinær situation på mange måder, så hvis man skal se efter en forsigtig lysstråle i mørket, så vil det være, at der i Danmark er indhold i arbejdet, og mulighed for at skabe en ny hverdag, for de dygtige mennesker, der har brug for et andet sted at bo og arbejde i en periode, og Henrik Garver fortæller, at der også, når krigen i Ukraine engang er slut vil være meget at gøre – og brug for masser af folk og dygtige virksomheder:
– Det er en krig, der forhåbentlig bliver kort. Men konsekvenserne af den ser vi allerede – ikke mindst ser vi, at den russiske krigsmaskine har skabt store skader, også på den civile ukrainske infrastruktur. Jeg er ikke i tvivl om, at FRI-virksomhederne også vil bidrage til genopbygningen af Ukraine, når den tid kommer, ligesom at flere virksomheder var til stede også inden angrebet på Ukraine.
FRI’s indsamling til Red barnets indsats i Ukraine kører stadig, og kan findes her:
FRI samler ind til Ukraines børn – Red Barnet