Plesner har rådgivet det svenske børsnoterede ejendomsselskab Studentbostäder i Norden AB (publ) vedrørende købet af et studieboligudviklingsprojekt på Englandsvej 51, 2300 København S til en værdi af DKK 344,5 mio. Studieboligudviklingsprojektet er tegnet af Holscher Nordberg Architects A/S og omfatter et boligkompleks med et varierende antal etager bestående af 173 studieboliger.

Sælgerne – SEBC II ApS og Bonum Development ApS – fungerer som udviklere for projektet, som opføres i totalentreprise.Projektet forventes afleveret ultimo 2023, hvor Studentbostäder i Norden AB (publ) erhverver ejendommen via en selskabshandel.

Transaktionen understeger Studentbostäder i Nordens ønske om at etablere sig i Danmark, idet selskabet sidste år indgik købsaftale om et andet studieboligudviklingsprojekt på Engvej i Kastrup, som udvikles af Gefion Group A/S.

Den norske investeringsbank Pareto Securities AB har arrangeret og struktureret transaktionen.

Studentbostäder i Norden AB er et børsnoteret svensk selskab, der køber, udvikler og driver studieboliger af høj kvalitet i længerevarende partnerskaber med bl.a. kommuner og universiteter. Ejendomsselskabets ambition er at blive Nordens førende studieboligselskab.

Plesners team på transaktionen bestod af Mads Berg og Simon Winther Bjerregaard.

Læs mere om transaktionen