En ny guide udarbejdet af aktører på tværs af byggebranchen giver nu anbefalinger til en mere effektiv forhåndsdialog mellem bygherre og kommune. Formålet er at klæde alle parter på med syv råd til at undgå spildprocesser og skabe en bedre dialog, både før, under og efter mødet. Rådene er rettet mod både bygherre- og kommuneteamet.

De nye procedurer for byggesagsbehandling og opdeling mellem kommuner og private parter som følge af BR18 har betydet ændringer for både nybyggeri og renoveringssager. Det har vist sig at være udfordrende at fortolke for parterne i byggeriet. Et af de elementer, som parterne efterspørger mere viden om, er forhåndsdialogen. Den har til formål at afdække myndighedsforhold, som kan påvirke byggeprojektet på et tidligt stadie i processen, så ansøger kan nå at tilpasse projektet, inden byggeansøgningen sendes afsted. Derfor er en række aktører på tværs af byggebranchen gået sammen om at udarbejde en guide, der giver anbefalinger til, hvordan en forhåndsdialog kan blive mere effektiv.  

”En effektiv, positiv og konstruktiv forhåndsdialog, der afklarer væsentlige spørgsmål inden de kommer til at udgøre hindringer for byggeprocessen, er i alle parters interesse. Knasterne i det konkrete projekt skal ryddes af vejen så tidligt som muligt. Derfor er formålet med denne guide at videreformidle anbefalinger til at håndtere den gode forhåndsdialogsproces og synliggøre hvilke opgaver, der ligger hos de kommunale sagsbehandlere og hvilke der ligger hos bygherreteamet” udtaler Hanne Ullum, vicedirektør i Bygherreforeningen.  

Her er en opridsning af de syv gode råd til før, under og efter mødet, der findes i guiden:  

  1. Udarbejd en grundig dagsorden med spørgsmål, der ønskes belyst og afsæt tid til myndighedernes forberedelse 
  2. Afklar rammerne for hinandens handlingsrum og vær tydelig omkring hhv. krav (myndighederne) og ønskede afklaringspunkter (bygherre-teamet)
  3. Tal om opmærksomhedspunkter og risici i projektet (både egne og andres)
  4. Kommunen skal sørge for at inddrage øvrige relevante myndigheder og opsætte klare kommunikationsveje 
  5. Bevar en nysgerrig og åben dialog 
  6. Aftal en fælles tidsplan og opfølgning på møde
  7. Udarbejd en opsamling, der samler op på de ting som parterne er blevet enige om på mødet 

Download ‘Guide til den gode forhåndsdialog’