Bygherreforeningens sekretariat og bestyrelse ønsker en rigtig god jul og et godt nytår. 2023 har været et år i klimaets tegn, både i foreningen og i resten af branchen. I et interview med Bygherreforeningens direktør, Henrik L. Bang, kigger vi tilbage på årets højdepunkter.
I Bygherreforeningen og resten af branchen blev det i 2023 slået fast med syvtommersøm, at bæredygtigheden ikke er til at komme uden om, og at det fylder mere og mere hos landets bygherrer. Derfor har bæredygtighed præget Bygherreforeningens arbejde, medlemstilbud og politiske interessevaretagelse.
Bæredygtighedspolitik giver landets bygherrer fælles mål
I foråret lancerede Bygherreforeningen en bæredygtighedspolitik, som medlemmer kan bruge som input i deres eget arbejde med bæredygtighed.
”Vi har i flere år arbejdet med initiativer til at reducere byggeriets klimaaftryk, men i foråret gik vi planken ud og lancerede en decideret bæredygtighedspolitik. Politikken peger på fire problemområder med udgangspunkt i de planetære grænser og giver dermed bygherrerne fælles ambitionsmål for at reducere byggeriets aftryk. Politikken giver dig som bygherre solidt ståsted for, hvordan du kan drive udviklingen i din egen organisation. Vi håber, at politikken kan blive en vejviser for vores medlemmer i deres arbejde med at implementere strategier for bæredygtighed i organisationerne” siger Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen.
Aktuelt kører der dialogmøder med medlemmerne om problemområderne i bæredygtighedspolitikken.
Find Bæredygtighedspolitikken her: www.bygherreforeningen.dk/viden/baeredygtighed
Bygherreforeningen med i bæredygtighedsinitiativer på tværs af branchen
I 2023 har Bygherreforeningen også arbejdet intenst med bæredygtighed og klimamål i regi af en række initiativer på tværs af bygge- og anlægsbranchen. Foreningen har siddet med i Strateginetværket for Bæredygtigt Byggeri som tovholder på implementeringen af den nationale strategi for bæredygtigt byggeri. Foreningen er også aktiv deltage i Byggeriets Handletank, der i samarbejde med branchens øvrige toneangivende organisationer snart barsler med en opfølgning på byggeri og anlægs seneste rapport i regi af klimapartnerskaberne.
”Som forening bestræber vi os på at sætte retning for, hvordan bygherrerne i samarbejde med branchen kan drive en grøn omstilling af byggeri og anlæg.” siger Henrik L. Bang
Bygherrerne vil opruste på kompetencer inden for bæredygtighed
For et år siden lancerede foreningen Bygherreakademiet, der samler udbud af kurser, arrangementer og uddannelser, der udvikler bygherrernes faglige horisont med ny viden og kompetencer i både København og Aarhus. I 2023 kom der for alvor gang i forløbene, og særligt kurser i bæredygtighedsforløbet, der klæder bygherren på til at sikre bæredygtighed i sine projekter, har været fyldt op.
”Vi har oplevet en stor interesse for alle de tilbud i Bygherreakademiet, der har handlet om bæredygtighed. Det er meget tydeligt at se, at bæredygtighed er noget, som de fleste af vores medlemmer ønsker at blive klogere på og opbygge kompetencer i. Det kommer vi nok til at se endnu mere af i det nye år” siger Henrik L. bang.
I det nye år er Bygherreakademiet derfor fyldt godt op med tilbud i form af kurser, konferencer og forløb, der klæder bygherren på til at håndtere bæredygtighed.
Bygherrefestivalen samlede landets bygherrer til en faglig festdag
For første gang nogensinde afholdt Bygherreforeningen en Bygherrefestival, der er en ny tradition i foreningen og et særligt tilbud til medlemmerne. Her samledes landets bygherrer sig til netværk, faglig inspiration og debat
”Festivalen var en stor succes med næsten 200 deltagende medlemmer, 30 oplægsholdere, 9 debatter, 2 scener, musik, mad og drikke. I 2024 bliver medlemsfestivalen igen skudt afsted til foråret, og denne gang bliver den helt særlig, fordi den markerer Bygherreforeningens 25-års jubilæum. Vores medlemmer kan derfor glæde sig til en række overraskelser og spændende indslag”.
Festival, årsmøde og jubilæumsfejring foregår alt sammen den 30. maj 2024 på Refshaleøen i København, og du kan tilmelde dig allerede nu.
Rigtig glædelig jul og godt nytår fra hele Bygherreforeningens sekretariat!