Blogindlæg skrvet af: Anne Skovbro, Realdania, og Lars Axelsen, GI.
Byggebranchen samarbejder på kryds og tværs om at udvikle byggeriet. Sådan har det ikke altid været, men de seneste år har i høj grad stået i samarbejdets tegn. Det sker for eksempel inden for processer med Værdibyg, inden for udvikling med InnoBYG og inden for digitalisering med bips. Tænketank om bygningsrenovering, som i 2011 blev initieret af Realdania og GI, gik endnu videre og samlede ikke bare samtlige byggeriets parter, men inviterede også myndigheder, forskningsinstitutioner og finansieringssektoren med ligesom formandsstolen blev besat af professor Christian Schultz fra Økonomisk Institut på Københavns Universitet.
Formålet med Tænketank om bygningsrenovering var nemlig ikke blot at sætte alle byggeriets aktører sammen, men også at tænke videre og få flere og nye partnere til at drøfte, hvordan vi bliver bedre til at sikre og videreudvikle vores eksisterende bygninger.
Arbejdet er fuldt til dørs
I 2012 udgav tænketanken Syv initiativer fra byggebranchen, som skulle sætte skub i udviklingen af bygningsrenovering som felt. De initiativer er nu – i forskellige omfang – fulgt til dørs, og parallelt er der i byggebranchen og fra myndighedernes side igangsat en række andre tiltag, som alle har medvirket til at booste den bæredygtige innovation af byggeriet. Dette kan man læse om i evalueringsrapporten.
Derfor besluttede tænketankens koordineringsgruppe af afrunde tænketanken. Det blev gjort onsdag den 20. januar med et afslutningsarrangement. Men arbejdet med at udvikle renovering er ikke slut. Koordinationsgruppen definerede derfor fem områder (teknologi, finansiering, forenkling, kompetencer og politiske mål), som de vurderede kræver særligt fokus fremadrettet for at videreudvikle bygningsrenovering. Og inden for hvert område sendes stafetter videre til en række centrale aktører, som opfordres til at gøre en indsats for at forbedre bygningsrenovering.
Læs om de fem fokusområder og de videresendte stafetter her.
Både Realdania og GI vil fortsat støtte projekter om renovering og arbejde for at fremme bedre renovering og håber, at stafetmodtagerne vil tage teten fra tænketanksarbejdet op.
Dette blogindlæg er tidligere udgivet på renoveringpaadagsordenen.dk. Denne platform er nedlagt, hvorfor indlægget er genudgivet på bygherreforeningen.dk, der tidligere har varetaget driften heraf.