Kommunerne sidder med en væsentlig nøgle til bæredygtig udvikling: Det hele starter med planlægningen af hvad, hvor og hvordan, der skal bygges. Men de mangler redskaber og hjemmel i planloven til at stille krav til private bygherrer og ejendomsudviklere. Det viser en ny undersøgelse igangsat af Arkitektforeningen i regi af ”Strateginetværket for bæredygtigt byggeri”. Undersøgelsen kommer også med en række konkrete anbefalinger til politikerne.
Når politikere og byggebranche taler om krav til bæredygtighed i byggeriet, handler det næsten altid om dokumentation af CO2-forbrug pr. kvadratmeter i store byggerier. Det gælder også for den nationale strategi for bæredygtigt byggeri. Men der er mange andre greb, der kan reducere byggeriets klimaaftryk i kommunerne. Det er dog lettere sagt end gjort, når hverdagen trænger sig på, og hjemlen i lovgivningen er mangelfuld.
Det viser en interviewundersøgelse blandt otte kommuner, som en gruppe af byggeriets aktører under ”Strateginetværket for bæredygtigt byggeri”, med Arkitektforeningen i spidsen, har fået lavet. På baggrund af samtaler med planchefer og ledere af byggesagsafdelinger afdækker undersøgelsen ”Bæredygtighed i snitfladerne mellem planlov og byggelov” kommunernes muligheder for at understøtte den nationale strategi for bæredygtigt byggeri gennem byggeloven og planloven.
Redskaber for planlægningen er stort set fraværende
I alle de otte kommuner, der indgår i undersøgelsen, er der stor udviklings- og byggeaktivitet og høje ambitioner for bæredygtighed. Men i praksis oplever forvaltningerne, at de har for få håndtag at skrue på:
Helt overordnet savner deltagerne i undersøgelsen en bedre kobling mellem byggelov og planlov samt konkrete greb til at fremme mere bæredygtig byggeadfærd. Det kunne f.eks. være et lovkrav om, at bygherrer skal kunne redegøre for, at de bygger med de mest bæredygtige materialer, eller at der kun kan bygges nyt, hvis det er mere bæredygtigt end at renovere en eksisterende bygning.
For det andet kan lokalplanen, som er et af forvaltningernes få konkrete styringsredskaber, ikke bruges til at stille krav om bæredygtighed. I dag kan man reelt kun stille æstetiske krav til materialer anvendt på facaderne – og der kan hverken stilles krav om bæredygtighed til bygningsdele eller anlæggene omkring bygningerne.
Oven i det oplever forvaltningerne, at de er presset af tunge byggesagsbehandlingsprocesser og en generelt stram økonomi. Så selvom kommunerne gerne vil lave flere bevarende lokalplaner eller tage en tidlig dialog om bæredygtighed med udviklere og bygherrer i kommunen, oplever de, at der sjældent er ressourcer til det – heller ikke til at opbygge nødvendig viden og kompetencer.
Der hvor planloven reelt giver kommunerne mulighed for at fremme en bæredygtig udvikling, er ved at prioritere, hvor meget areal de udlægger til f.eks. parcelhuse. Men også her, trækker virkeligheden, i en anden retning, da markedet, ifølge respondenterne, i høj grad efterspørger det velkendte.
Velkendte udfordringer og overraskende erkendelser
Lars Autrup, direktør i Arkitektforeningen er ikke overrasket: ”Undersøgelsen afspejler på mange måder, det, vi hører, når vi taler med vores medlemmer, der arbejder i planlægningen og byggesagsbehandlingen. Det, der overrasker mig mest er, at selv de kommuner, hvor bæredygtighed i byudviklingen står højt på den politiske agenda, ikke kan udmønte deres visioner, fordi de både mangler viden og hjemmel i lovgivningen. Det er man nødt til at forholde sig til i kommende revisioner af planlov og byggelov, som simpelthen skal hænge bedre sammen og understøtte kommunerne i den grønne omstilling, hvis vi skal i mål med den”.
Konkrete ideer og anbefalinger fra kommunerne til politikerne
Undersøgelsen afdækker også en række konkrete anbefalinger til planloven fra de enkelte kommuner, herunder mulighed for at arbejde med byzonetilladelse, der gør det muligt at planlægge mere fleksibelt. Et andet forslag er, at bæredygtige materialer og genbrug af bygninger og bygningsdele indarbejdes som planlægningsparameter i lokalplanskatalogerne, så det er tydeligt for alle, der bygger i kommunerne. Blandt ønskerne til politikerne er også, at kommunernes egne byggerier, byudviklingsprojekter og myndighedsbehandling tænkes ind i en ny national strategi for bæredygtigt byggeri.
Læs mere om undersøgelsen nedenfor.
BAGGRUND OG FAKTA OM UNDERSØGELSEN
Formålet med undersøgelsen ”Bæredygtighed i snitfladerne mellem planlov og byggelov” er at afdække, hvordan byggeloven og planloven – og evt. andre relevante love eller tiltag – kan understøtte den nationale strategi for bæredygtigt byggeri.
Undersøgelsen er gennemført for ”Strateginetværket for bæredygtigt byggeri” af MAA Marianne Bendixen, der er selvstændig byudvikler. Tidligere har hun blandt andet arbejdet i Bolig- og Planstyrelsen, Dansk Byplanlaboratorium samt i en række kommuner.
Interviewundersøgelsen er foretaget på baggrund af interview med planchefer og/eller ledere af byggesagsafdelinger i otte kommuner: Gladsaxe, Lyngby- Taarbæk, Køge, Holbæk, Aalborg, Kalundborg, Haderslev og Viborg. Interviewene er foretaget i 2023.
De interviewede er kommunale praktikere, der har indblik i og erfaringer med udmøntning af byggeloven og planloven fra et strategisk ledelsesperspektiv.
Kommunerne er kendetegnet ved stor byggeaktivitet, og de er alle med i DK2020 – det kommunale videnssamarbejde om klimaplanlægning, ligesom bæredygtighed fylder meget på den politiske dagsorden i kommunerne.
Undersøgelsen viser overordnet fem forhold, der spænder ben for, at der bygges mere bæredygtigt i kommunerne:
På trods af øget opmærksomhed på bæredygtighed, så omsættes kommunale politikker vedrørende bevaring, genbrug af materialer, biodiversitet m.v. ikke til virkelighed i mange kommuner. Det skyldes overordnet:
- Der mangler sammenhæng mellem planlov og byggelov, der opleves som fragmenteret og kompleks. For eksempel bruges to forskellige definitioner på midlertidighed, og der mangler konkrete greb, til at sikre mere bæredygtige løsninger.
- Planloven giver som udgangspunkt ikke mulighed for, at der i lokalplanerne stilles krav til bæredygtighed i byggeriet. Der kan f.eks. stilles krav til træ som facadebeklædning, men ikke om materialet er mere bæredygtigt end andre.
- Forvaltningerne er pressede på grund af tunge byggesagsbehandlingsprocesser og stram økonomi. Derfor er der ikke altid ressourcer til f.eks. at tage en forhåndsdialog med bygherrer om de bæredygtige valg eller udarbejde flere nye og bevarende lokalplaner.
- Markedet efterspørger det velkendte – både private købere og ejendomsudviklere, og kommunerne føler ikke, at de har viden og kompetencer nok til at argumentere for, hvad der er det mest bæredygtige.
- Der mangler mulighed for tværkommunal planlægning og dialog med staten om de udfordringer, der går på tværs af myndighedsområder og kommunegrænser.
Alt i alt viser undersøgelsen den kompleksitet, der ligger i byggeriet og kommunernes forvaltning heraf.
Anbefalinger til planlov og byggelov
Undersøgelsen afdækker også en række konkrete anbefalinger til planloven, herunder, at der gives mulighed for at arbejde med byzonetilladelser, og at krav til bæredygtige materialer og genbrug af bygninger og bygningsdele, indarbejdes som et planlægningsparameter i lokalplanskatalogerne, så kravene er klare og tydelige for alle, der bygger i kommunerne. Det foreslås desuden, at man i planloven skeler til miljølovgivningens BAT model (bedst tilgængelig teknologi) og laver noget tilsvarende for materialer.
Desuden anbefaler undersøgelsen, at kommunernes egne byggerier, byudviklingsprojekter og myndighedsbehandling tænkes ind i en ny national strategi for bæredygtigt byggeri. Og at der stilles nationale krav, så det i højere grad bliver muligt at prioritere og implementere innovative og bæredygtige løsninger i byudviklingen.
Det foreslås også, at kommunernes rolle i byggesagsbehandlingen redefineres, og at byggemyndighederne gives de rette juridiske redskaber, der dels støtter byggelovens nuværende formål og giver mulighed for at styrke den bæredygtige udvikling.
Om Strateginetværket
”Strateginetværket for bæredygtigt byggeri”er nedsat som et led i arbejdet med den nationale strategi for bæredygtigt byggeri. Netværket, som består af mere end 30 organisationer og institutioner fra byggeriet, fordeler sig på syv temagrupper, der deler og indsamler erfaringer og viden, der fødes ind til et koordineringsudvalg, som er nedsat ad regeringen og repræsenteret ved Social- og Boligstyrelsen.
Temagruppen bag undersøgelsen ”Bæredygtighed i snitfladerne mellem planlov og byggelov” er igangsat af temagruppen ”Planlov og byggelov” og drevet af Arkitektforeningen. Gruppen består af:
Arkitektforeningen (tovholder), Bygherreforeningen, Dansk Byplanlaboratorium
Foreningen af Rådgivende Ingeniører – FRI, Kommunernes Landsforening, KL og Rådet for Bæredygtigt Byggeri.
