Folkemødet på Bornholm er lige rundt om hjørnet. Og byggeriet har i år sat alle sejl til for at skabe en øget dialog med de folkevalgte politikere og øvrige meningsdannere i det danske samfund. Områdechef for kommunikation og politik i Bygherreforeningen, Jesper Malm, er særlig glad for, at det er lykkedes at samle byggebranchen på et fælles område med en masse spændende og relevante debatter og hvor der er fantastiske muligheder for at netværke og bygge nye relationer. Han giver her sine bud på fem debatter, som vil være relevante for landets bygherrer.

Også i år drager 60.000 mennesker mod Allinge på Bornholm for at debattere på over 2.800 forskellige events. Byggeriets rolle hen over de tre dage på Solskinsøen plejer at være meget spredt og har ikke helt stået mål med branchens størrelse og betydning for samfundet. Men i år bliver det anderledes. Byggebranchen har samlet sig og dannet et fælles område med fire debatscener. I de nye rammer afholder Bygherreforeningen, sammen med 30 andre organisationer fra byggeriets værdikæde, en masse spændende debatter bl.a. grøn omstilling, biodiversitet, mangfoldighed, uddannelse og rekruttering af medarbejdere, byggematerialer og meget mere. 

Fælles scene i byggeriet 

”Det er første gang, at aktører fra byggeriet har deres egen scene som hedder Byggepladsen. Jeg oplever en generel tendens til, at debatter om muligheder og udfordringer inden for byggesektoren fylder mere på Folkemødets debatter, og jeg glæder mig over, at vi som branche kan være relevante i samfundsdebatten. Vores branche har mange vigtige ting at byde ind med, især når det kommer til løsninger inden for både den sociale og grønne bæredygtighedsdagsorden”, udtaler Jesper Malm, områdechef for indflydelse og kommunikation i Bygherreforeningen.  

Bygherreforeningen deltager i en række debatter og arrangementer på Folkemødet igen i år, både på Byggepladsens scene og på andre scener. Bygherreforeningen tilbyder desuden en bustur for medlemmer frem og tilbage til København fredag den 14. juni sammen med Byggeriets Samfundsansvar og Byens Netværk.  

Det skal du holde øje med 

Temaerne for debatterne strækker sig inden for både den sociale og grønne bæredygtighedsdagsorden. Ifølge Jesper Malm bør landets bygherrer holde øje med følgende debatter:  

Torsdag kl. 14.15-15.15: Bevar eller forklar – stop med at rive ned! (Byggepladsen) 

Debat om, hvordan vi i højere grad kan transformere eksisterende byggeri og i yderste nødstilfælde genbruge byggeriets materialer. Udgangspunktet er, at det i Danmark er dyrt og besværligt at renovere. Formand Peter Fangel Poulsen skal bl.a. diskutere, hvordan vi får vendt udviklingen og udløst arkitektoniske potentialer i fx udtjente industriområder, triste parcelhuse og utidssvarende skoler. Det gør han bl.a. med Eva Ravnborg fra Henning Larsen Arcitects og Thomas Larsen fra Danske Arkitektvirksomheder. 

Torsdag kl. 15.30-16.15: Debat med DR: Er der en arkitekt til stede (DRs scene) 

Debat om arkitektur og inddragelse af lokale stemmer og behov i udviklingen af nye byområder. Særligt med fokus på en række bygninger, som er opført i Tejn på Bornholm. Her deltager Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen, i debat med bl.a. Kulturministeren og TV-vært Ane Cortzen.   

Fredag kl. 11.00-11.45: Ungeinddragelse i organisationer (Ledelsesscenen) 

Lederne arrangerer debat om ungeinddragelse i organisationer sammen med Ungeklimarådet. Bygherreforeningen deltager som case med bestyrelsesformand Peter Fangel Poulsen og repræsentant fra vores Young Advisory Board, Thorbjørn Lønberg Petersen, KADK. 

Fredag kl. 14.45-15.30: Hvem skaber byen? Samtale mellem bygherrer og civilsamfund (Byggepladsen) 

Debat om hvordan vi skaber stærke bymiljøer og sikrer, at udviklingen af nybyggeri ikke bliver konfliktfyldt og går i hårdknude. Her diskuterer to bygherrer – Mette Mogensen fra Domea.dk og Frederik Noltenius Busck fra CPH Village – med repræsentanter fra civilsamfundet. Som repræsentant for de hjemløse deltager tidligere borgmester på Bornholm, Winni Grosbøll, der i dag bl.a. er forperson for Hjem til alle alliancen. Fra idrættens verden kommer Pia Allerslev, bestyrelsesmedlem i DGI. Pia Allerslev er tidligere kultur- og fritidsborgmester og børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune.  

Fredag kl. 13.30-14.30: Diversitet og psykologisk sikkerhed i byggeriet (Byggepladsen):  

Byggebranchen mangler arbejdskraft, men er kulturen i branchen parat til at tage imod nye medarbejdergrupper? Herunder at tiltrække langt flere kvinder. Byggeriets Samfundsansvar sætter en række ledere og unge stævne i en debat, hvor der stilles skarpt på den gode onboarding af unge og nye i branchen.