I den pågældende sag havde B opført et byggeri for A, hvor der i forbindelse med en isoleret bevisoptagelse blev konstateret mangler. Imidlertid fandt byretten, at A’s krav var forældet og frifandt B. Da omkostningerne til den isolerede bevisoptagelse var afholdt forud for retssagen, tog byretten ikke stilling til fordelingen heraf. Efterfølgende omgjorde landsretten denne del af byrettens afgørelse og fandt, at A, som den tabende part, skulle afholde alle omkostningerne forbundet med bevisoptagelsen, idet omkostningerne ansås for påført i forbindelse med retssagen.
Tvisten udsprang af et byggeri, som B havde opført for A, og som A hævdede var behæftet med mangler. På den baggrund anmodede A om isoleret bevisoptagelse.
Som led i fordelingen af omkostningerne forbundet med den isolerede bevisoptagelse fandt retten, at B skulle betale sagsomkostningerne, da det gennemførte syn og skøn understøttede A’s synspunkter om mangler ved byggeriet. Det kunne derfor ikke udelukkes, at A kunne gøre et mangelkrav gældende overfor B.
A anlagde på baggrund af skønsmandens konklusioner sag ved byretten mod B og påstod betaling af 535.000 kr. for udbedring af manglerne. Heroverfor påstod B frifindelse og gjorde til støtte herfor gældende, at A’s krav var forældet.
Byretten udskilte spørgsmålet om forældelse til særskilt forhandling og fandt, at A’s krav var forældet, og B blev frifundet. Ved fastsættelsen af sagens omkostninger inddrog byretten imidlertid ikke omkostningerne til den isolerede bevisoptagelse, som B ellers havde hæftet for, da omkostningerne til den isolerede bevisoptagelse var afholdt forud for sagsanlægget.
Landsrettens afgørelse
B kærede omkostningsafgørelsen til landsretten med påstand om, at A bl.a. skulle dække udgifterne til den isolerede bevisoptagelse, da B i sagen for byretten var den vindende part. Heroverfor gjorde A gældende, at der under den isolerede bevisoptagelse blev konstateret fejl og mangler, hvorfor A var den vindende part for selve bevisoptagelsen.
Landsretten fandt, at A i relation til spørgsmålet om forældelse var den tabende part i byretten, hvorfor A hæftede for alle sagens omkostninger, herunder også omkostningerne til den isolerede bevisoptagelse.
Landsretten lagde i sin afgørelse vægt på, at byretten alene havde taget stilling til spørgsmålet om forældelse. Den isolerede bevisoptagelse indgik derfor ikke i grundlaget for byrettens afgørelse, hvorfor A’s synspunkt om, at den isolerede bevisoptagelse havde konstateret fejl og mangler var uden betydning.
Landsretten fandt herefter, at udgifterne til den isolerede bevisoptagelse var påført B i forbindelse med retssagen, og de skulle derfor erstattes med henvisning til retsplejelovens § 312, stk. 1.
Bech-Bruuns kommentar
I medfør af retsplejelovens § 343, stk. 3, kan retten fordele omkostningerne forbundet med en isoleret bevisoptagelse mellem de involverede parter. Af lovbemærkningerne til bestemmelsen fremgår det, at det ved rettens vurdering skal indgå, hvilken part der har fået medhold i selve bevisoptagelsen. Ved fordelingen af omkostningerne til den isolerede bevisoptagelse vil (og kan) retten derfor som det klare udgangspunkt alene tage stilling til udfaldet af bevisoptagelsen og ikke til realiteten af et evt. efterfølgende søgsmål.
Nærværende sag viser imidlertid, at omkostninger i forbindelse med en isoleret bevisoptagelse kan inddrages i omkostningsafgørelsen i det efterfølgende søgsmål, så en part – som det konkret var tilfældet – ikke kommer til at hæfte for omkostninger, når et efterfølgende søgsmål viser, at søgsmålet, og dermed grundlaget for den isolerede bevisoptagelse, var grundløst. Denne mulighed forudsætter imidlertid, at bevisoptagelsen følges op af et efterfølgende sagsanlæg. I modsat fald er rettens omkostningsafgørelse i den isolerede bevisoptagelsessag endelig.