Transportministeriet har den 29. juni 2022 sendt et forslag til ændring af lov om private fællesveje i offentlig høring. Med lovforslaget foreslås det, at der i lov om private fællesveje indføres en ny hjemmel, som giver ledningsejere af kabler til brug for elektroniske kommunikationsnet mulighed for at anmode kommunalbestyrelsen om at meddele tilladelse til at placere kablerne ved private fællesveje på landet. Høringsfristen er den 17. august 2022.
Som et led i den politiske aftale af 21. december 2021 om ”En markedsbaseret og teknologineutral telepolitik”, indgået mellem Regeringen og Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet, indgik et initiativ om, at der skal indføres bedre graveadgange på private fællesveje.
Som reglerne er i vejlovgivningen i dag, beror placering af kabler på private fællesveje på landet til brug for elektroniske kommunikationsnet på privatretlige aftaler mellem de respektive ledningsejere og ejeren af det areal, hvori infrastrukturen ønskes placeret. For så vidt angår en række ledningstyper er området delvist reguleret i de såkaldte landsaftaler mellem landbrugsorganisationerne og ledningsejerne.
Det er Transportministeriets opfattelse, at denne konstellation har medført en række vanskelige forhandlingssituationer, hvorfor der ønskes indført regler, som blandt andet medvirker til at understøtte den generelle digitalisering af det danske samfund, herunder deltagelse i samfundslivet og arbejdsmarkedet for befolkningen bosiddende i landdistrikterne.
Derfor foreslås en ny bestemmelse i privatvejsloven – § 24 a – som efter stk. 1 skal give hjemmel til, at kommunalbestyrelsen,efter ansøgning fra ledningsejeren, kan meddele tilladelse til, at kabler og eventuelt tilbehør placeres i færdselsarealet til forsyning af ejendomme med vejret til vejen eller stien på gæsteprincippets vilkår for de tilfælde, hvor der ikke kan opnås enighed mellem vejarealets ejer og ledningsejeren.
Hvad angår private fællesveje i byer og bymæssige områder, er der ifølge privatvejslovens §§ 67-70 c allererede mulighed for at ansøge om tilladelse hos kommunalbestyrelsen. Reglerne i lovforslaget adskiller sig dog i to henseender markant fra de gældende regler i §§ 67-70 c, herunder ved:
- At kommunalbestyrelsen ifølge forslagets § 24 a ikke i ethvert tilfælde skal træffe afgørelse/meddele tilladelse i sager, men at denne mulighed først kommer i spil, når en af aftaleparterne retter henvendelse til kommunen grundet sammenbrudte forhandlinger.
- At forslagets § 24 a alene finder anvendelse på et areal, der er taget i brug som privat fællesvej, dvs. at bestemmelsen ikke kan anvendes på arealer, der er udlagt til brug for (senere) private fællesveje som tilfældet ellers er med privatvejslovens § 69.
Ifølge lov om graveadgang, etablering og udnyttelse af infratruktur til telekommunikationsformål samt udnyttelse af infrastruktur på tværs af forsyningsektorer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 845 af 21. august 2019 (graveloven), er Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur efter § 9 n, stk. 1, nr. 5, jf. § 9 m, stk. 1, nr. 9, jf. § 9 j, stk. 2, allerede bemyndiget til at bestemme, at ejeren af en ejendom skal give adgang til etablering af et højhastighedsnet til elektronisk kommunikationsnet frem til en bygnings adgangspunkt. Ifølge Transportministeriet har denne bestemmelse dog kun været anvendt én gang til at placere ledninger i private veje og fællesveje på landet.
Hvis ledningsejeren opnår tilladelse efter stk. 1
Ifølge lovforslagets § 24 a, stk. 4, skal en tilladelse efter stk. 1, betinges af, at ledningsejeren:
- Yder vejarealets ejer erstatning for eventuel skade ved anbringelse eller tilstedeværelse samt ved eftersyn og istandsættelse af de omhandlede kabler og eventuelt tilbehør,
- reetablerer vejareal og arbejdsareal efter endt arbejde, og
- skriftligt underretter kommunen om, at retableringsarbejderne er gennemført.
Med forslaget gives kommunalbestyrelsen således udtrykkelig hjemmel til at fastsætte saglige vilkår for tilladelsen, for dels at beskytte de vedligeholdelsesforpligtede grundejeres interesser, dels at sikre en rimelig fremdrift i ledningsarbejdet og at vejen dermed kan tjene sit primære formål som en adgangsvej til ejendomme/lodder.
Ifølge forslagets § 24 a, stk. 5, kan ledningsejeren udføre uopsættelige reparationer af kablerne og eventuelt tilbehør, eksempelvis ved ledningsbrud, uden at underrette arealejeren. Øvrige arbejder på kabler m.v. skal dog ske med mindst tre ugers varsel. Ifølge stk. 6, kan arealejeren ikke modsætte sig udførelsen af dette arbejde, ligesom arealejeren ikke kan modsætte sig arbejder, som er en følge af en meddelt tilladelse efter stk. 1.
Ret til tinglysning af ledningsdeklaration
Med lovforslagets § 24 b, stk. 1, ønskes indført hjemmel til, at ledningsejeren, uden arealejerens samtykke, har ret til at få tinglyst en ledningsdeklaration om anlæggets tilstedeværelse i eller på vejarealet eller stiarealet på ledningsejerens egen bekostning.
Et tilladt anlæg skal fjernes, når dette ikke længere tjener eller kan tjene det tiltænkte formål, hvilket skal ske for ledningsejerens regning i overensstemmelse med det almindelige udgangspunkt i gæsteprincippet. I den forbindelse skal en eventuel ledningsdeklaration aflyses, hvilket også skal ske for ledningsejerens regning.
Det er planen, at loven skal træde i kraft den 1. januar 2023.
Bech-Bruuns kommentar
Helt grundlæggende er det en god ide at indføre en hjemmel til at sikre, at de nødvendige ledninger kan lægges – også i private fællesveje på landet.
Omvendt er det helt grundlæggende en dårlig ide at have to hjemler i hver sin lov, der regulerer det samme, især fordi der er tale om hjemler, der ovenikøbet administreres af forskellige myndigheder. Som følge heraf synes der at være en betydelig risiko for, at der udvikler sig en uoverensstemmende praksis hos de forskellige myndigheder og dermed en stærkt formindsket retssikkerhed, ikke mindst for grundejerne, da det næppe kan forventes, at grundejerne kan gennemskue konsekvenserne af, hvorvidt man følger det ene eller det andet system.
Hvis Transportministeriet absolut vil have indsat hjemlen i privatvejsloven, bør der i samme lovforslag ske en ændring af reglerne i graveloven, så der kun er én instans, der behandler netop dette spørgsmål.
Hvis det er den model, der følges, vil det være hensigtsmæssigt at indsætte en bredere hjemmel, så hjemlen dækker alle ledningstyper og ikke kun ledninger til elektronisk kommunikationsnet.
Det bemærkes derudover, at ledningsejeren får en ret til uden vejejers samtykke at tinglyse en deklaration om ledningens tilstedeværelse. Det er lidt uklart, hvorfor Transportministeriet mener, at dette er nødvendigt. Forudsat at ledningen er omfattet af ledningsejerloven, skal ledningen registreres i LER, hvorefter ledningens tilstedeværelse vil kunne fastlægges.
Hvis hjemlen fastholdes bør det klart fremgå af lovtekst mv., at der ikke er hjemmel til at foretage yderligere begrænsninger i vejejerens råden over sin ejendom. I modsat fald vil der være en betydelig risiko for, at der kan opstå konflikter omkring, hvorvidt ordene ”ledningens tilstedeværelse” også indbefatter beskyttelseshensyn til ledningen.
Det skal her understreges, at retten til at få tinglyst en deklaration efter lovforslagets § 24 b, stk. 1, ikke synes at hvile på en afgørelse truffet af kommunalbestyrelsen. Dette fremgår i hvert fald ikke direkte af ordlyden af bestemmelsen, og det synes derfor at være uklart, om deklarationen og dens ordlyd kan prøves ved administrativ rekurs. Såfremt hensigten er, at retten til at tinglyse deklarationen, herunder dens ordlyd, skal kunne prøves ved administrativ rekurs, bør dette præciseres nærmere i lovforslaget. Hvis der tinglyses en deklaration med yderligere begrænsninger i ordlyden for vejens ejer, er vedkommende som følge af den nuværende ordlyd i lovforslagets § 24 b, stk. 1, formentlig nødt til at få prøvet deklarationsvilkårenes gyldighed ved en domstol.
Lovforslaget synes samlet ikke ganske gennemarbejdet.
Læs mere om lovforslaget her.