I begyndelsen af januar præciserede Forbrugerombudsmanden kursen mod greenwashing i en ny kvikguide, der henviser til Markedsføringsloven. Bygherrer, der fx har DGNB-certificeret eller Svanemærket et byggeri, skal nu være mere varsomme med at kalde byggeriet bæredyg-tigt udover, hvad dokumentationen kan bære gennem bl.a. en livscyklusvurdering. Kvikguiden er en god anledning til at få styr på dokumentationen på bæredygtigheden, siger Bygherreforeningens direktør, Henrik L. Bang.
Det er slut med automatisk at sætte lighedstegn mellem ’bæredygtighed’ og forskellige certificeringsformer, hvis man vil undgå at komme i karambolage med markedsføringsloven. I Forbrugerombudsmandens kvikguide, der går på tværs af alle brancher, bliver det nævnt, at det er »meget vanskeligt« at stemple byggeri som ’bæredygtigt’, ’grønt’ eller ’klimavenligt’ uden at vildlede.
”Vi er meget langt fra målet om bæredygtighed i byggeriet; det er rigtig, rigtig langt vi skal rykke os” sagde Henrik L. Bang i et interview med Byrummonitor i den foregående uge Han ser kvikguiden som en god anledning til at få styr på dokumentationen på bæredygtigheden rundt omkring hos landets bygherrer.
Absolut bæredygtighed er en hård standard
Et af de nye tiltag Henrik L. Bang mener at bygherrerne bør være særligt opmærksomme på, er selve definitionen på ’bæredygtighed’ i kvikguiden:
”Forbrugerombudsmandens definition ser begrebet ’bæredygtighed’ som et udtryk for byggeriets samlede indvirkning på klima- og miljøregnskabet, altså den absolutte bæredygtighed, og det er en hård standard, som er meget svært at leve op til. Det er i hvert fald en stor omvæltning af den måde, begrebet hidtil er blevet brugt, og derfor kan man let komme i klemme, når man går ud og markedsfører bygninger eller hele bydele som bæredygtige eller klimavenlige”.
Han efterlyser samtidig en større præcision af begrebet bæredygtig i markedet:
”Markedets parter og forbrugerorganisationerne bør indgå i en dialog om begrebet, fordi det i relation til markedsføring af bygninger og boliger handler om at få forventningsafstemt, hvad der må betegnes som bæredygtigt i en salgs- eller udlejningssituation. Her er en LCA, som Forbrugerombudsmanden henviser til, måske ikke tilstrækkelig, og vi befinder os på et udviklingsstadie, hvor der ikke er tilstrækkeligt datagrundlag til at livscyklusvurdere alle aspekter i et byggeri”, siger han.
En svær balancegang
Henrik L. Bang peger også på vigtigheden i at skelne mellem den interne kommunikation i byggebranchen og den til forbrugerne.
”Det er vigtigt at tale bæredygtighed op som den retning, byggeriet skal bevæge sig. Og det er stadig noget branchen øver sig på. Men det er naturligvis også vigtigt, at man som bygherre ikke oversælger sit byggeri som bæredygtigt, hvis det ikke lever op til de højeste standarder på alle parametre” siger han og uddyber:
”Det er vigtigt at være præcis i sin markedsføring og kommunikation overfor forbrugere eller kunder om, hvad det produkt de køber, indeholder. Er en bygning certificeret, er det dét, der skal pointeres. Så kan det eventuelt suppleres op med en forklaring af, hvad certificeringen dækker over – om det så er negativ klimapåvirkning, sociale forhold eller andet, der på anden vis skåner miljøet, hvis man sammenligner med en anden tilsvarende bygning, hvor valgene har været nogle andre og måske mindre bevidste”.
Selvom kvikguiden kan ses som en hård kurs, viser det sig dog at bygherrerne har mulighed for at kommunikere intentionerne om bæredygtighed i et planlagt, kommende byområde eller byggeri, hvis blot at omtalen bunder i en konkret plan, som er tredjepartsvurderet. I en artikel i Byrummonitor kunne man i går læse, at Forbrugerombudsmanden har afvist en klage over By & Havns markedsføring af Lynetteholmen med begrundelsen om at projektet ikke fremskredent nok til at det endnu kan betragtes som et egentligt produkt, som forbrugere kan købe.
