Bygherreforeningen vil have gjort noget ved de lange behandlingstider på byggesager i Københavns Kommune, som frustrerer foreningens medlemmer og risikerer at påføre dem økonomiske tab. I sidste uge var foreningens direktør og vicedirektør til møde med kommunens teknik- og miljøforvaltning om sagen, og snart kan foreningens medlemmer mødes med og komme med løsningsforslag til forvaltningen.

Behandlingstiden for byggesager i Københavns Kommune er alt for lang. Ifølge kommunens egne tal er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for etagebyggeri til erhverv og bolig på hhv. 5,8 og 4,6 måneder. Det er meget langt fra de servicemål, som blev aftalt mellem Regeringen og Kommunernes Landsforening med servicemålsaftalen i 2015. Servicemålet for byggetilladelser er her fastsat til 50-60 kalenderdage for mere kompliceret byggeri. Københavns Kommunes sagsbehandlingstid er altså ca. tre gange så lang. Det har naturligvis skabt frustration hos flere af Bygherreforeningens medlemmer, fortæller direktør i Bygherreforeningen Henrik Lindved Bang.

”Vi har hørt fra medlemmer, som har ventet i syv måneder på at få færdigbehandlet deres byggesager, og det er klart, at vores medlemmer ikke kan være tjent med de sagsbehandlingstider, som vi ser nu i Københavns Kommune. De er dybt frustrerede, men tør ikke stå frem, af frygt for, at deres sager ryger nederst i bunken”.

Henrik Lindved Bang fortæller videre, at på trods af løfter om det modsatte, er oplevelsen fra flere bygherrer, at sagsbehandlingstiden i kommunen kun er blevet værre det seneste år.

”Det er rigtig skidt, for flere af vores medlemmer risikerer at lide økonomiske tab pga. den lange ventetid på byggetilladelser. Foreningen har nu i fem år haft det som en mærkesag at sikre mere gennemsigtig, ensartet og effektiv myndighedsbehandling af byggesager, men vi må konstatere, at det er gået den forkerte vej i landets største kommune”, udtaler Henrik Lindved Bang.

Møde med forvaltningen

Foreningen har nu luftet sin utilfredshed overfor teknik- og miljøforvaltningen, som Henrik Lindved Bang og vicedirektør Hanne Ullum var til møde med i forrige uge. Her forelagde de medlemmernes frustrationer og bekymringer for forvaltningen og hørte forvaltningens side af sagen og om deres mange tiltag for at nedbringe sagsbehandlingstiden.

”Det er rigtigt, at med det nye bygningsreglement skal bygherrerne selv stå for den tekniske byggesagsbehandling ift. til brand og statik ved komplekse byggesager. De skal nu benytte certificerede rådgivere, og dem har der tilsyneladende været for få af. Det og andre ydre forhold har bidraget til en længere behandlingstid i kommunen. Det er også vores indtryk, at forvaltningen tager problemet alvorligt, og søger at løse det. Man har købt sig til hjælp udefra til nogle opgaver, og forsøgt at ansætte sig ud af problemet, men særligt det sidste har vist sig ikke at fungere. Så lige nu siger forvaltningen, at der ikke er et quick fix”, fortæller Hanne Ullum.

Forvaltningen deltager i medlemsmøde

Henrik Lindved Bang finder det positivt, at forvaltningen tager det alvorligt og har iværksat en række tiltag for at løse problemerne. Men selvom han anerkender, at det ikke er en nem opgave for forvaltningen at få vendt udviklingen, finder han det uacceptabelt, at man først forventer at kunne leve op til servicemålene i 2023.

”De nuværende sagsbehandlingstider er uacceptable. For at få vendt alle muligheder, har vi aftalt med forvaltningen, at de deltager ved et medlemsmøde, hvor Bygherreforeningens medlemmer kan blive hørt og forvaltningen kan forklare, hvad medlemmerne selv kan gøre, for at få deres sager til at glide lettere. Vi håber, at medlemmerne har idéer og forslag, som kan hjælpe sagsbehandlingen op i fart. Så alle de medlemmer, der har erfaringer med sagsbehandlingstiden eller idéer til at nedbringe den, må meget gerne sende dem til os allerede nu”, lyder opfordringen fra Bygherreforeningens direktør.