Bygherrernes faglige identitet skal skærpes og synliggøres overfor omverdenen, mener Bygherreforeningens formand, Peter Fangel Poulsen. Bl.a. derfor har bestyrelsen i samråd med sekretariatet besluttet at skabe konceptet Bygherrefestivalen, der er en faglig og festlig begivenhed, som skal være med til at markere og sætte spot på den bredspektrede palet af bygherrefaglighed hos foreningens medlemmer. Dette år vil der være særligt fokus på bæredygtighed, som fylder mere og mere hos foreningens medlemmer.
Da Bygherreforeningen blev stiftet i 1999, var det med ønsket om at skabe et fælles forum for personer og virksomheder, der sad i den særlige rolle som bygherre. Bl.a. fordi man ønskede at skabe et rum for erfaringsudveksling og for at sikre faglig udvikling. Siden da har der været en stigende interesse fra både bygherrerne selv og omverdenen for den specifikke faglighed og de discipliner, som skaber en professionel bygherre:
”Vi skal huske på, at man ikke kan uddanne sig til bygherre på et universitet eller en anden videregående uddannelse. Traditionelt er det et fag man vokser ind i via en god portion erfaringer i andre roller. Men også bygherrernes rolle i byggeriet rummer en særlig faglighed som bl.a. handler om at lede indkøbs- og udbudsprocesser, sætte sig for bordenden i et projekt og skabe relationer til interessenter og brugerne. Fagligheder, som vi gerne vil videreformidle i mange uddannelsestilbud til medlemmerne og markere med vores nye store festival målrettet alle medlemmerne,” fortæller Bygherreforeningens formand, Peter Fangel Poulsen, der selv kommer med erfaringer som både privat og statslig bygherre. Nu har han sin egen bygherrerådgivningsvirksomhed, Bauherr.
Festival sætter spot på bygherreidentiteten
Som en del af formandsskiftet, vedtog man en ny strategi for Bygherreforeningen. Her er et af kerneelementerne at skabe en øget synlighed og fokus på bygherreidentiteten. Bl.a. derfor har man fra bestyrelsen og sekretariatets side valgt at satse på Bygherrefestivalen, der bliver det hidtil mest ambitiøse medlemsarrangement i foreningens tid. Det skal samle landets bygherrer og sætte spot på alle de fagligheder og discipliner, der skaber en bygherre.
”Med faglige spændende debatter som omdrejningspunkt, sætter vi aktuelle udfordringer og muligheder til diskussion og skaber et fælles samlingssted for landets bygherrer. Vi ved, at bæredygtighed fylder enormt meget hos vores medlemmer og kommer til at gøre det endnu mere fremadrettet, og derfor har vi valgt, at det skal være omdrejningspunktet for festivalen,” fortæller kompetencechef i Bygherreforeningen, Christine Skovgaard Madsen.
På festivalen er det muligt at gå på opdagelse mellem tre scener, hvor markante stemmer fra branchen kaster nyt lys på bygherrens arbejde med det bæredygtige byggeri. Hver scene omhandler én af bygherrens tre bæredygtige bundlinjer, og hver af de ni debatter har en kompetent facilitator tilknyttet.
“Det starter med os selv”
Peter Fangel Poulsen håber også, at Bygherrefestivalen kan være med til at udfordre medlemmerne og give dem inspiration med hjem til deres organisation:
”Vi kan se, at jobbet som bygherre bliver mere og mere krævende i takt med at kravene fra omverdenen til byggeri og anlægsprojekter stiger. Der er ingen tvivl om, at vi skal være mere bæredygtige og levere mere værdi for pengene. Samtidig med øgede krav til værdiskabelse i projekterne er omverdenen blevet mere kritisk overfor de gener og udfordringer, aktiviteterne fører med sig. Vi må derfor også bevæge os for at være i stand til at kunne løse vores opgaver. Og vi skal være bedre til at forklare, hvad det er for en opgave, vi løser,” fortæller formanden og uddyber:
”I byggeriet er det oftest arkitekten eller en anden leverandør, som lægger navn til et byggeprojekt. Sjældent bygherren. Vi vil gerne have, at der kommer mere viden og indsigt i den vigtige rolle, som vi spiller som professionelle bygherrer. Men denne proces starter naturligvis hos os selv, og det er Bygherrefestivalen med til at sætte spot på,” afslutter han.
Bygherrefestivalen løber af stablen den 25. maj 2023 og er et arrangement eksklusivt for Bygherreforeningens medlemmer.
Du kan opleve følgende debatter på festivalens tre scener:
Klimasalonen
Kloden brænder, og ressourcerne er knappe. Allerede i marts sidste år kunne vi markere Danmarks Country Overshoot Day 2022 – en dag, der på ingen måde kalder på fejring, men tværtimod kaster lys på de udfordringer, vi står overfor som samfund og branche. På denne scene fokuserer vi på klimaet, hvordan bygherren kan reducere CO2-aftrykket, hvad der er bæredygtige byggematerialer og hvordan kan man som bygherre se skoven for bare træer?
Klimasalonen gør dig klogere på:
- En branche i balance: Hvordan minimerer bygherren byggeriets CO2-aftryk?
- Træ, højhuse eller moduler: Hvordan ser fremtidens bygninger ud?
- Den bæredygtige porteføljestyring: Helhedsbetragtninger, bæredygtighedsstrategier og den eksisterende bygningsmasse
Socialscenen
Den sociale bæredygtighed kræver, at vi skaber plads til alle – på byggepladserne, mellem boligerne og i byggeriet. På denne scene sætter vi spørgsmålstegn ved den manglende diversitet på landets byggepladser, de mange nye fællesskaber, der skal øge livskvaliteten i nye byområder og tilgængelighed i det byggede miljø. Vær med til at diskutere:
- Diversitet er på alles læber: Hvordan kan det løse rekrutteringsudfordringerne hos dig som bygherre og i byggebranchen?
- Fællesskaber er boligens nye herlighedsværdi: Hvordan bygger man det?
- Alle for én: Hvordan er byggeri mangfoldigt og tilgængeligt for alle?
Det grønne forretningslaboratorium
Byggebranchen er en af de store klimasyndere. Adskillige initiativer er derfor i gang for at reducere den negative miljøpåvirkning, men hvordan harmonerer det egentlig med en god forretning? I det grønne laboratorie sætter vi fokus på, hvordan en klimavenlig forretningsmodel ser ud i byggeriet. Vi diskuterer, om nye samarbejdsformer kan sikre renovering frem for nybyggeri, om kunden altid har ret, og hvordan den absolutte bæredygtighed kan spottes ude på byggepladsen? Du får nye perspektiver på:
- Nye samarbejdsformer som genvej til bæredygtighed: Stærke samarbejder giver stærke resultater
- Har kunden altid ret? Kan man prioritere bæredygtigt byggeri frem for kundens umiddelbare behov?
- Absolut bæredygtighed og en cirkulær byggebranche: Nye forretningsmodeller vinder frem, men hvor er pengene i genbrug og genanvendelse?
Se alle oplægsholderne og tilmeld dig Bygherrefestivalen 2023 her