Nu er der åbent for indstillinger til Bygherreprisen 2024, der i år stiller skarpt på den eksperimenterende og nytænkende bygherre. Med afsæt i de udfordringer vores samfund og verden står overfor, søger vi i år bygherrer som har lysten, modet og evnen til at eksperimentere og nytænke deres tilgange til byggeri for at dække nye behov og håndtere fremtidens udfordringer inden for bl.a. klimasikring, bæredygtighed og ressourceknaphed. Prisen uddeles sammen med Boligfonden Kuben i samarbejde med Licitationen.

Bygherreprisen uddeles igen i år sammen med Boligfonden Kuben på det store Building Awardshow, som samler toppen af dansk byggeri til en gigantisk fest den 21. november 2024. Bygherreprisen er en blandt flere priser som uddeles denne aften. Men absolut en af de vigtigste, da den fremhæver dem som står bag landets byggeprojekter. Nemlig landets bygherrer som ofte tænker de strategiske tanker om indhold og proces i og omkring de store byggeprojekter i Danmark.

Fokus på eksperimenter

Prisen uddeles ud fra i alt tre kriterier. Og Bygherreprisens juryen, der er bedømmelseskomiteen bag Bygherreprisen, har netop offentliggjort had de ligger vægt på i forhold til årets vinder.

“Med de udfordringer vores samfund og verden står overfor søger vi i år bygherrer som har lysten, modet og evnen til at eksperimentere og nytænke deres tilgange til byggeri for at dække nye behov og håndtere fremtidens udfordringer inden for bl.a. klimasikring, bæredygtighed og fx ressourceknaphed, fortæller Henrik Mielke, der er med i Bygherreprisens jury. Han er næstformand i Boligfonden Kuben og tidligere CEO i MT Højgaard-koncernen.

Han suppleres af Peter Fangel Poulsen, som er formand for Bygherreforeningen og partner i BAUHERR:

”Det eksperimentelle kan være på byggeriet og dets funktioner. Men det kan også være på processer, materialer, teknologi, ledelse, strategi eller forretningsmodeller. Bygherrens tilgang skal naturligvis pege fremad og bidrage konstruktivt i forhold til at skabe forståelser eller muligheder i fremtidens bæredygtige samfund. Vi leder således efter bygherrer der f.eks. har arbejdet med biogene materialer, nye boligformer, skalering af bæredygtighedskoncepter, sikring mod klimasikring, transformationer eller noget helt andet”.

To grundlæggende kriterier

Det eksperimentelle er altså et væsentligt fokus for bedømmelseskomiteen bag Bygherreprisen. Men derudover ser de også efter nogle mere grundlæggende kriterier som ‘bygherreaftryk’ og ‘værdi for omverdenen’ der er med til at definere, hvem der vinder Bygherreprisen, fortæller de to jurymedlemmer. Det handler om at levere et stærkt aftryk i sine byggerier eller anlæg og samtidig med at skabe værdi for brugere og omverden særligt i forhold til de tre bundlinjer inden for bæredygtighed.

Developer fra Aarhus vandt sidst

Sidste år gik Bygherreprisen til Olav de Linde, der blandt andet vandt for sit mangeårige fokus på genbrug og transformation af byggeri til nye formål. Olav de Linde har fundet en forretningsmodel som virker og som kan inspirere andre som ønsker at gå i en mere bæredygtig retning.

Læs mere om kriterierne og indstil kandidater til Bygherreprisen her.

Åbent for indstillinger

I dag åbner Bygherreforeningen for indstillinger til den eftertragtede pris på foreningens hjemmeside, fortæller områdechef Jesper Malm, der igennem mange år har været med til at drive Bygherreprisen.

”Det er muligt at indstille sig selv eller andre. Det kræver blot en mindre argumentation i formularen. Så klarer vi resten”, lover Jesper Malm og fortsætter:

”Det er muligt at indstille kandidater frem til starten af juni måned. Derefter udvælger juryen fire til fem bygherrer til et besøg, hvorefter der udvælges et finalefelt på tre, som går videre til det store show i november måned.”

Også i år får medlemmer og omverden direkte indflydelse på, hvem der skal vinde prisen. I september åbner en offentlig afstemning, hvor brugere, leverandører og samarbejdspartnere kan stemme på netop deres favoritkandidat blandt de tre nominerede finalister. Disse stemmer vil tælle som et ekstra jurymedlem i afgørelsen.

 

FAKTA OM BYGHERREPRISEN

Juryen

Juryen består i år af Henrik Mielke, næstformand i Boligfonden Kuben, Palle Adamsen, adm. direktør for Lejerbo (formand for bedømmelseskomitéen), Peter Fangel Poulsen, stifter af BAUHERR og bestyrelsesformand for Bygherreforeningen, Sine Juul Praastrup, Vice President, COWI’s byggeridivision, Aarhus og Anne Beim, professor, ph.d. og centerleder i CINARK, Det Kongelige Akademi.

Juryen sparrer desuden med Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen, Jesper Malm, områdechef for kommunikation og udvikling i Bygherreforeningen, Sussi Hansen, grafisk designer og Sofie Meyer, studentermedhjælper.

Tidligere vindere

Bygherreprisen uddeles af Boligfonden Kuben og Bygherreforeningen til en bygherre, der har udvist ”særdeles god og professionel bygherreindsats, værdig til efterfølgelse”. Det sker til Building Awards i København den 21. november. Prisen er i alt blevet uddelt 19 gange siden år 1999. Sidste år vandt Olav de Linde Bygherreprisen, og andre tidligere vindere er bl.a. CPH Village, HOFOR, DTU, Himmerland Boligforening, Esbjerg Kommune, Region Sjælland, Zoologisk Have og Realdania By & Byg.

Kriterier

Følgende er kriterier for at vinde Bygherreprisen:

Bygherreaftryk

Årets bygherre skal levere et stærkt aftryk i sine byggerier og have sat sin egen retning for byggeriet og for sin bygherreorganisation. Det kan eksempelvis komme til udtryk i en klar vision, organisering, porteføljestyring eller strategi ligesom det kan vises ved at bygherren har bidraget ekstraordinært i forhold til at sætte sine kompetencer eller ressourcer i spil. Bygherreaftrykket skal rumme et element af nytænkning eller på anden måde have rykket ved gængse grænser eller opfattelser af, hvordan tingene kan gribes an, og hvad der ligger inden for bygherrens sfære.

Værdi for omverdenen

Årets bygherre skal være brugerorienteret og skal gennem sin indsats have skabt merværdi for det omkringliggende samfund. Der skal være integreret flere formål og bundlinjer i byggeproces såvel som resultat, hvor sociale eller miljømæssige hensyn tænkes ind sammen med det økonomiske. Projektet og bygherreindsatsen skal skabe merværdi for brugere og omverden, og bygherren skal fungere som vejviser mod en mere bæredygtig og ansvarlig byggebranche samt inspirere andre bygherrer til at fremme en positiv udvikling i samfundet.

De eksperimenterende og nytænkende bygherre

Med de udfordringer vores samfund og verden står overfor søger vi i år bygherrer som har lysten, modet og evnen til at eksperimentere og nytænke deres tilgange til byggeri for at dække nye behov og håndtere fremtidens udfordringer inden for bl.a. klimasikring, bæredygtighed og fx ressourceknaphed. Det eksperimentelle kan være på byggeriet og dens funktioner. Men det kan også være på processer, materialer, teknologi, ledelse, strategi eller forretningsmodeller. Bygherrens tilgang skal naturligvis pege fremad og bidrage konstruktivt i forhold til at skabe forståelser eller muligheder i fremtidens bæredygtige samfund. Vi leder således efter bygherrer der f.eks. har arbejdet med biogene materialer, nye boligformer, skalering af bæredygtighedskoncepter, sikring mod klimasikring, transformationer eller lignende.

Kandidater til bygherreprisen skal kunne dokumentere færdigbyggede byggeprojekter inden for de seneste fem år.

Indstil kandidater nu