EU’s taksonomi giver et fælles grundlag at definere bæredygtighed på, og hvilke krav der skal stilles, for at en investering i byggeri kan kaldes grøn. Uanset om man er direkte omfattet af kravene eller først bliver det på sigt, opfordrer Bygherreforeningen derfor til, at man begynder at forholde sig til taksonomien nu. Her er syv centrale grunde til det.
EU-taksonomien har til formål at sikre, at finansielle aktiviteter og investeringer bygger på bæredygtighed, så alle sektorer på tværs af lande lever op til EU’s klima- og miljømål, samt internationale arbejdstagerrettigheder. Lovgivningen dækker alle sektorer, der bidrager til den grønne omstilling, herunder byggebranchen. Taksonomien indfører en række centrale miljømål og betingelser, man skal leve op til for at kunne definere, om ens finansielle aktivitet kan klassificeres som bæredygtig.
Den primære målgruppe for EU-taksonomien er finansielle institutioner og børsnoterede virksomheder med over 500 ansatte, hvorfor flere større offentlige og private bygherrer og virksomheder allerede er omfattet og forpligtet til at rapportere på kriterierne i taksonomien. Selvom små og mellemstore bygherrer og virksomheder endnu ikke er omfattet, er der flere grunde til, at man alligevel bør forholde sig til taksonomien. Det handler bl.a. om de indirekte krav, man kommer til at stå overfor, og muligheden for attraktive finansieringsmuligheder man kan benytte sig af, hvis byggeriet eller ens leverancer skal kunne leve op til bestemmelserne.
“Der hersker stadig nogen usikkerhed i byggesektoren om, hvornår og hvordan man som bygherre eller leverandør skal forholde sig til taksonomien på nuværende tidspunkt, og det er forståeligt nok”, siger Bygherreforeningens bæredygtighedschef, Graves Simonsen, og fortsætter:
“Forordningerne er omfattende og overordnet tænkt som en mulighed for at skabe et transparent marked for investeringer og for at komme såkaldt greenwashing til livs. Men taksonomien hjælper også til, at vi får nogle fælles definitioner af bæredygtighed, som vi kan arbejde ud fra, så vi på sigt taler om det samme, når vi taler om grønne løsninger. Det vil tage tid at etablere og udrulle hele taksonomien, og derfor giver det god mening at følge og være med i udviklingen, så man er bedre rustet den dag, hvor alle bliver omfattet”.
Her er syv grunde til, at du som bygherre skal begynde at forholde dig til EU’s taksonomi, selv om man endnu ikke er omfattet af kravene:
- Din organisation bliver en del af byggeriets dokumenterede grønne fremtid
- Man får mulighed for at synliggøre og promovere sin organisations eller virksomheds bæredygtighed og bæredygtighedsprofil, der kan være en konkurrencefordel fx ved udlejning
- En efterlevelse af krav i EU’s taksonomi letter adgangen til grønne finansieringsprodukter
- Efterlever man kravene, kan man gøre sin organisation eller virksomhed mere attraktiv for investorer
- Man er på forkant med udviklingen og er forberedt på det tidspunkt, hvor lovgivningen vil have direkte indflydelse på ens organisation
- Man får mulighed for at bruge EU’s taksonomi som sammenligningsgrundlag med andre tilsvarende virksomheder i forhold til bæredygtighed.
- Som bygherre sidder du for bordenden, når der skal tages beslutninger. Derfor er det en klar fordel at vide og forstå hvad lovgivningen handler om, så du kan stille de rigtige spørgsmål og krav til dine samarbejdspartnere og leverandører og på et oplyst grundlag.
Ønsker du at komme i dybden med de forskellige miljømål og betingelser, og hvordan lovgivningen konkret kommer til at påvirke din forretningsaktiviteter, kan du tilmelde dig Bygherreforeningens seminar “Det skal du vide om EU’s-taksonomi”, der udbydes i samarbejde med Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar. Her kan du bl.a. få svar på, hvad den nye forordning betyder for den danske byggebranche, og hvordan regelsættet kan udnyttes som driver til et grønnere byggeri. Du vil også få indsigt i, hvordan andre danske virksomheder arbejder med de nye grønne standarder.
Der er allerede solgt mange pladser på seminaret, så det anbefales at tilmelde sig i god tid, hvis man vil sikre sig en plads. Læs mere og tilmeld dig her