Foreningslivet i Danmark spiller ofte ikke nogen større rolle i byudviklingen i særligt de store byer. Nærmest tværtimod. Her er langt mellem arealer som udlægges til fodboldbaner eller idrætshaller. Det er måske en fejl. For nogle af de sociale relationer og gode naboskaber, som skaber en god byudvikling, kan måske skabes af foreningslivet.
Både almene boligorganisationer og private udviklere er i stigende grad opmærksomme på udfordringerne med at sikre gode, sunde og berigende naboskaber omkring deres byggeri. Gode sociale relationer i et område, kan være med til at gøre området attraktivt, fortæller områdechef i Bygherreforeningen, Jesper Malm. Han driver bl.a. en række netværk og er i løbende kontakt med særligt de private udviklere.
”Flere store spillere indarbejder simpelthen sociale komponenter i deres byggekoncepter. Det kan være et fælleshus, hvorfra der faciliteres fælles aktiviteter for både børn og voksne. Businesscasen er bedre, hvis køberne ved, at de er sikret sociale relationer, hvis de fx skulle blive alene. Vi ser det bl.a. hos boligkoncepter som Plushusene, som NREP og M+ står bag eller ældreboliger som Bovieran NærHeden, som Balder Danmark og Sjælsø Management står bag”, fortæller han.
Men han fortæller også, at de fleste bygherrer forsøger at skabe fællesskabet selv. Det er mere sjældent, at udviklerne går i dialog med det eksisterende foreningsliv, hvor der allerede er et stærkt fællesskab, og lader dette være del af udviklingsprojekterne.
Dog er der undtagelser. For eksempel samarbejder Himmerland Boligforening med fodboldklubben AAB om at skabe stærke sociale rammer omkring deres ældre beboere. På Nørrebro har AKB og fodboldklubben Nørrebro United med støtte fra bl.a. Lokale & Anlægsfonden og Realdania lavet et åbent fodboldtorv i Lundtoftegade, som er et element i at lade foreningslivet flytte ind i et boligområde. Det giver børn og unge bedre adgang til fællesskaber og det skaber et mere levende og trygt boligområde.
En god investering
Oliver Vanges, udviklingskonsulent hos Lokale og Anlægsfonden mener, at idrætsfaciliteter bør spille en større rolle i byudviklingen. Det er nemlig en god investering.
”Idrætsfaciliteterne kan inspirere både foreninger og selvorganiserede til at bruge omgivelserne og udvikle aktiviteter, der passer i den lokale kontekst. På den måde synliggøres de ellers skjulte fællesskaber og foreningernes aktiviteter bringes frem i lyset”.
Dermed er der kortere vej ind til fællesskaberne, som udspiller sig i foreningerne.
Men for at lande gode faciliteter til idræt er det vigtigt at inddrage de rigtige personer fra start.
”Det kræver at bygherren tidligt gør sig tanker om inddragelsen af lokalmiljøet og involverer de rette aktører, så lokale ildsjæle og foreninger kan være med til at skabe liv, når byggeriet står færdigt. Synliggørelsen af fællesskaber og afmystificeringen af de aktiviteter, som foregår i lokalområdet, er derfor vigtige parametre, når man vil sikre liv i og omkring ens bygninger og idrætsfaciliteter, da det kan skabe en generel nysgerrighed og opbakning fra områdets beboere”, fortæller Oliver Vanges.
Stærke byer
For nogle uger siden vandt idrætsforeningen i den lille by Tune prisen som Årets Idrætsforening i Danmark. Her er 90 pct. af alle byens indbyggere medlemmer og de bakker op omkring de +25 forskellige aktivitetstilbud.
Oliver Vanges er ikke i tvivl om at idrætslivet styrker en by som Tune.
“Under nedlukningen omkring corona er vi som samfund blevet mere opmærksomme på fællesskabet. Tune er dermed et glimrende eksempel på et lokalsamfund, som har bevaret gnisten i nogle svære år” siger Oliver Vangas og fortsætter: “Det er interessant at se hvilke faciliteter, der har været mest agile i de senere års vanskelige tid – det handler ikke mindst om lyst og evne til at agere under de vilkår, som virkeligheden nu byder på – det tror jeg har været et wake-up call for en del “søvnige” idrætsanlæg landet over”.
Du kan høre mere fra Oliver Vanges, når han holder oplæg på Bygherreforeningens seminar Fremtidens idræts- og fritidsfaciliter den 22. marts 2022. Arrangementet afvikles i KU.BE på Frederiksberg, og udover at få en rundvisning i kultur- og bevægelsesbyggeriet, kan du høre oplæg fra bl.a. DGI Storkøbenhavn, Nørrebro United og JAJA Architects.