Ydelsesbeskrivelserne får nu et nyt tillæg, som gør det enklere og mere gennemskueligt at indgå aftaler mellem bygherrer og projekterende i forhold til bæredygtighed. Det er muligt at komme med input til det nye tillæg.

Bæredygtighed er i vækst i byggebranchen. Der er et stigende behov for at få et mere entydigt aftalegrundlag for de parter, der ønsker at arbejde med bæredygtighed i bygge- og anlægsprojekter. Derfor er et nyt tillæg om bæredygtighed på vej ind i ydelsesbeskrivelserne. Formålet er at klarlægge forskellige typer af ydelser indenfor bæredygtighed og dermed gøre det enklere, mere smidigt og mere gennemskueligt at indgå aftaler mellem bygherre og projekterende.

 

Forslag sendt i høring

De nye forslag er sendt til høring blandt virksomheder og aktører i byggebranchen. 

”Bygherreforeningen, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, og Danske Arkitektvirksomheder har sammen udarbejdet beskrivelserne”, fortæller vicedirektør i Bygherreforeningen, Hanne Ullum.  

Det er et tillæg til de eksisterende ydelsesbeskrivelser, nemlig ”Ydelsesbeskrivelse for Byggeri og Landskab” (YBL) samt ”Ydelsesbeskrivelse for Bygherrerådgivning” (YBB). Tillægget fastlægger en række ’standardydelser’, såvel som en pallette af ydelser, som bygherrerne kan indarbejde i kontraktgrundlaget alt efter ambitionsniveau. 

”Formålet har været at etablere en fælles forståelsesramme for, hvilke ydelser, der er behov for, når bygherren efterspørger bæredygtighed. Det synes jeg, vi er kommet godt i mål med. Vi står nu med et materiale, som dækker feltet ret godt. Man får et godt overblik over, hvad der skal leveres og man har mulighed for at tilpasse materialet til mange typer af projekter,” siger Hanne Ullum. 

 

Dækker tre områder

Vicedirektøren i Bygherreforeningen forklarer, at tillægget til ydelsesbeskrivelserne om bæredygtighed indeholder tre områder. Først et, der retter sig mod bæredygtighedsrådgivning (refererer til YBB), som bl.a. omfatter bistand til bygherrer i at tilvejebringe og specificere intentioner, ambitionsniveau, krav og målsætninger i forhold til bæredygtighed. Det andet område gælder for bæredygtighedsledelse (refererer til YBL) og omfatter planlægning, koordinering af projektteamets ydelser og leverancer på tværs af fag og aktører, så projektet udvikles og gennemføres i henhold til de opstillede mål. Det tredje område omhandler enkeltydelser (refererer både til YBL og YBB) der beskriver specifikke ydelser vedrørende forskellige bæredygtighedsparametre og som ud- og tilvælges af bygherren som del af strategiprocessen og idéoplægget og derefter fastlægges endeligt i bæredygtighedsprogrammet. 

 

Suppleret af skema

Hanne Ullum forklarer, at tillægget til ydelsesbeskrivelsen er suppleret af ydelsesskemaer, hvori enkeltydelserne er specificeret. Disse kan udvælges af bygherren under den indledende bæredygtighedsrådgivning og fastlægges senest som en del af bæredygtighedsprogrammet.  

De relevante ydelsesskemaer skal tilpasses det konkrete projekt, så de angiver det aktuelle omfang, de respektive ansvarsområder samt den projektspecifikke præcisering af ydelsens omfang. 

For at kunne lande en god ydelsesbeskrivelse er det vigtigt at få afdækket så mange vinkler som muligt. Det er derfor muligt for branchen at give deres mening eller holdning til kende i den nuværende høring. Og Hanne Ullum fortæller, at man meget gerne vil have feedback og så mange kvalificerede input som muligt.  

 

Vigtigt med input

”Vi har på tværs af de tre organisationer og med en stærk følgegruppe bestående af praktikere fra branchen fået udviklet et godt afsæt, som vi kan arbejde videre med i de kommende år i takt med at tilgangen til bæredygtighed udvikler sig og der opbygges mere erfaring i praksis. Men vi skal være sikre på, at branchen vil gøre brug af tillægget og derfor er det vigtigt for os at få input til høringsudkastet, inden det færdiggøres,” siger Hanne Ullum. 

Nærmere information om den nye ydelsesbeskrivelse samt hvordan der gives input, findes her på Foreningen for Rådgivende Ingeniørers hjemmeside: 

Høring: Ydelsesbeskrivelsestillæg om Bæredygtighed (frinet.dk)