Et bredt udsnit af repræsentanter fra byggebranchen giver nu deres omfattende bud på, hvordan klimakravene til byggeriet kan forbedres og udvikles, i årene der kommer. Det sker i regi af Strateginetværket for Bæredygtigt Byggeri, og håbet er, at resultatet kommer til at danne grundlag for kommende beslutninger om klimakravenes næste faser.

1. januar 2023 blev byggebranchen for første gang mødt af nye CO2-krav og grænseværdier i Bygningsreglementet forbindelse med nybyggeri. For at opfylde de nye krav skal der udføres LCA (Livscyklusvurderinger). Kravene knytter sig i første omgang til de faser, som branchen har en tilstrækkelig kritisk masse af data på, og det har dermed ikke været muligt at medtage alle byggeriets livscyklusfaser og processer i beregningsmodellen. Det medfører en risiko for, at den forventede effekt ved indførelse af krav til beregning af grænseværdier bliver reduceret.

Med en stærkt engageret byggebranche går det heldigvis stærkt i disse år med at samle erfaringer om byggeriets klimabelastning, beregningsmetoder og data. Den nye viden gør det muligt løbende at justere på kravene, så sikkerheden for opnåelse af reel reduktion af byggeriets klimabelastning forbedres. 

Per Kvols Heiselberg, professor ved BUILD ved Aalborg Universitet og tovholder på arbejdet med det nye roadmap, siger: 

Metoden til vurdering af byggeriets klimabelastning er endnu i sin vorden og stadigvæk mangelfuld. Vi har i Strateginetværket for Bæredygtigt Byggeri analyseret udfordringerne og er fremkommet med en prioriteret liste over tiltag, der bør implementeres hurtigst muligt, så der sikres reelle reduktioner i byggeriets klimabelastning i fremtiden.” 

Stort potentiale for nye reduktioner

Udgangspunktet for netværkets arbejde har været at kortlægge, hvilke usikkerheder og risikofaktorer den nuværende beregningsmetode, bygningsmodel og implementeringstilgang giver anledning til. Roadmappen indeholder forslag til videreudvikling og forbedring af beregningsmetode og vurdering af bygningers klimabelastning i perioden 2025 – 2030, herunder hvilke forbedringer, der kunne indføres i henholdsvis 2025, 2027 og 2029. 

De presserende behov som tiltagene skal afhjælpe omfatter: 

  1. Sikre bedre udnyttelse af potentialet for reduktion af klimabelastning for forskellige bygningstypologier 
  2. Sikre bedre overensstemmelse mellem beregnet og reel klimabelastning fra byggeriet (dvs. reducere emissionsgab) 
  3. Sikre at projekteret klimabelastning er korrekt vurderet og er realiseret i praktisk udførelse 
  4. Sikre de rette incitamenter ved anvendelse af genbrugsmaterialer i byggeriet og korrekt vurdering af deres klimabelastning.  
  5. Sikre de rette incitamenter ved renovering af den eksisterende bygningsmasse og korrekt vurdering af klimabelastningen. 
  6. Sikre fælles tolkning af regler og metoder. 

Bred repræsentation fra byggebranchen

De nye og kommende klimakrav vil udfordre hele byggebranchen, og derfor har det været vigtigt for de brancherepræsentanter, som har deltaget direkte i arbejdet med roadmappen, at der sikres ejerskab til roadmappens konklusioner og anbefalinger i den samlede værdikæde. Jo mere branchen begynder at geare sig til forventede stramninger i kravene, inden de bliver implementeret i bygningsreglementet, jo bedre.  

Hanne Ullum, der er vicedirektør i Bygherreforeningen og er tovholder på Strateginetværket, udtaler: 

”Vi skal som branche forholde os til mange bæredygtighedsaspekter både nu og i fremtiden, og vi har hårdt brug for at sikre et så godt grundlag for at kunne træffe langsigtede beslutninger som muligt. Derfor ser vi med stor tilfredshed på det store arbejde, som en lang række af branchens repræsentanter har lagt i roadmappen, så vi i hvert fald bliver en del mere oplyste ift., hvad der er i vente på klimaområdet. Det viser også netværkets berettigelse, at det kan samle en så stor mængde bearbejdet viden på meget kort tid. Vel at mærke viden, som vil kunne omsættes til konkrete handlinger.”

Den nye viden skal ud at arbejde 

Det er håbet med den nye roadmap, at dens konklusioner og anbefalinger vil skabe debat, gøre branchen klogere på hvad der er i vente, og give på Folketinget og Social- og Boligstyrelsen seriøse input til de kommende revisioner af klimakravene i bygningsreglementet. Det gælder også på de områder, hvor det er svært, og hvor der fortsat skal samles store mængder data for at sikre valide beregningsgrundlag.  

Yderligere information

Hent roadmappen

Roadmap for udvikling af metode til beregning af bygningers klimabelastning

Kontakt

Per Kvols Heiselberg, professor, BUILD/AAU
+45 2023 4660, pkh@build.aau.dk 

Hanne Ullum, underdirektør, Bygherreforeningen
+45 5558 6674, hu@bygherreforeningen.dk  

Fakta om Strateginetværket for Bæredygtigt Byggeri

  • Strateginetværket for Bæredygtigt Byggeri er et frivilligt, fagligt forum for organisationer, virksomheder og videns- og forskningsinstitutioner med tilknytning til byggeri og anlæg. Netværket er etableret som et uafhængigt supplement til regeringens koordineringsudvalg (KUV) vedr. strategi for bæredygtigt byggeri, der blev vedtaget med bred politisk opbakning i 2020. 
  • Formålet med strateginetværket er, at branchen herigennem tager ejerskab til implementeringen af regeringens nationale strategi for bæredygtigt byggeri. Netværket forbeholder sig retten til at udfordre strategien, hvor netværket finder, at der er behov for yderligere initiativer til at fremme bæredygtigt byggeri. 
  • Roadmappen er udarbejdet af medlemmer af netværkets temagruppe for Data, LCA og dokumentation – med opstart i efteråret 2022. Der har været en meget bred deltagelse fra byggebranchen i arbejdet. Arbejdet har været opdelt i tre arbejdsgrupper med hver sin tovholder, der har påtaget sig at planlægge arbejdet og opsamle resultaterne af de mange diskussioner. Arbejdsgrupperne har fokuseret på henholdsvis Beregningsmetode og bygningsmodel (Tovholder – MOE), Implementering (Tovholder – Arkitema/COWI) og Renovering (Tovholder – Rådet for Bæredygtigt Byggeri).