Ny analyse af byggeaktiviteterne i Danmark viser, at der igen i 2023 er rekordhøje byggeambitioner i Danmark. Men bag tallene lurer også usikkerheden. Rentestigninger, stigende priser på materialer, leveranceproblemer og konkurser har i år skrinlagt eller udskudt mange projekter. Og meget tyder på, at den tendens vil fortsætte ind i 2023. 38 pct. af landets bygherrer regner allerede nu med, at de vil skrotte eller udskyde projekter, mens en fjerdedel siger, at de har projekter, som de endnu ikke ved, om de skal udskyde eller gennemføre. Det viser Bygherreforeningens helt nye Bygherrebarometer, der udgives i samarbejde med Byggefakta.

Byggeambitionerne er stadig høje i Danmark. Landets bygherrer har planer om at igangsætte store byggeprojekter (med en byggesum på over 40 mio. kr.) for i alt 141 mia. kr. det kommende år. Det er på niveau med den rekordstore pipeline, vi så sidste år ved indgangen til 2022, hvor der var planer om byggeri for 138 mia. kr. – plus projekter for 10 mia. kr. på Femern-forbindelsen. Spørgsmålet er dog, hvor meget som ender med at blive realiseret i 2023. I år viser opgørelserne fra Byggefakta nemlig, at blot 64 pct. af den samlede byggesum af projekter ender med at blive sat i gang. Realiseringsgraden i år er endda lavere end under coronaåret 2020, hvor blot 72 pct. af den samlede byggesum blev gennemført.  

Mange aflyste projekter

“I år er rekordmange projekter ikke blevet igangsat som planlagt, hvilket betyder at den reelle byggeaktivitet i Danmark er dalet i andet halvår af 2022. Dog virker det ikke til, at udfordringer med bl.a. rentestigninger og prisstigninger på materialer endnu har taget ambitionerne fra landets bygherrer. I 2023 er der planer om at sætte store byggeprojekter i gang for 141 mia. kr. Det er et meget højt tal og på niveau med i år,” udtaler Marketing- og kommunikationschef Mette Linneboe Pedersen fra Byggefakta, der har leveret data til årets Bygherrebarometer. Hun er selv meget overrasket over tallene. Man skulle ellers forvente, at de truende skyer over europæisk og dansk økonomi burde sætte sig i byggeplanerne.  

Trækker i flere retninger

“Der er udviklinger, som trækker i forskellige retninger. Vi kan se, at bl.a. kommuner og det offentlige generelt har færre planer, men at de private bygherrer vil igangsætte flere aktiviteter og stiger med 8 pct. Mens boligbyggeri måske går en smule ned særligt i København, så trækker erhvervsbyggeriet i den anden retning. Også de almene bygherrer har fortsat høje ambitioner, selvom to tredjedele af alle deres projekter blev aflyst eller udskudt i 2023.”

Hun hæfter sig særligt ved aktiviteterne i det private erhvervsbyggeri, hvor der næsten er sket en eksplosiv udvikling i 2022, som fortsætter ind i 2023. Der bygges bl.a. mange logistikcentre og opføres meget til industriproduktion. Desuden opføres der fortsat mange boligprojekter, og der sker en voldsom vækst inden for energianlæg som fx solcelleanlæg og Power-to-X-anlæg. Her vokser investeringerne med over 100 pct. 

Mindre følsomme for konjunkturudfordringer

Bygherreforeningens direktør Henrik L. Bang hæfter sig også ved de private byggeplaner i forudsigelserne for næste år. Han forklarer, at de private bygherrer, som fx nogle typer af erhvervsvirksomheder og de store pensionsselskaber, ofte har lange investeringshorisonter. De er mindre følsomme overfor konjunkturudsving og de aktuelle udfordringer i markedet.  

“Men ellers hæfter jeg mig naturligvis ved den voksende usikkerhed blandt vores medlemmer. Der blev i år aflyst eller udskudt en masse projekter pga. prisudfordringer, og selvom jeg næsten ikke har fantasi til at forestille mig, at det fortsætter ind i 2023, så er det naturligvis påfaldende, at 38 pct. af vores medlemmer mener, de skal aflyse eller udskyde allerede planlagte projekter de kommende 12 måneder. Og at 26 pct. er usikre. Det vidner jo om, at markedet ikke har stabiliseret sig.”

Han mener, det også er bemærkelsesværdigt, at de almene bygherrer har måttet droppe mange byggeprojekter. Ofte pga. prisstigninger. I et vigende marked med lavere aktiviteter og dermed lavere priser, vil nogle af disse byggeprojekter måske kunne gennemføres i 2023, mener han.  

Største udfordring er prisstigninger

Prisstigninger er fortsat bygherrernes største hovedpine. 73 pct. af bygherrerne angiver det som en primær udfordring. Derefter følger afledte effekter som fx budgetoverskridelser og konkurser blandt entreprenører, som henholdsvis 44 pct. og 39 pct. angiver som en primær udfordring. 

“Vi kan se et stigende antal konkurser i branchen, og det er uhyre interessant at følge, om det er en blivende trend. Det er en potentielt dyr fornøjelse for en bygherre, når en leverandør må smide håndklædet. Og nogle konkurser skyldes de stigende materialepriser. Her håber vi, at markedet retter sig. Det vil være gavnligt for alle,” slutter Bygherreforeningens direktør. 

Hovedkonklusioner fra Bygherrebarometeret 2022

  • Byggeriet kan se frem til et meget højt aktivitetsniveau også i 2023 med planlagte projekter for 141 mia. kr.  
  • Det er samme niveau, som planerne så ud på samme tid sidste år, hvor der i 2022 var planlagt projekter for 138 mia. plus 10 mia. kr. på Femern-forbindelsen. 
  • Realiseringsgraden for byggeprojekter i 2022 er relativt lav. Kun 64 pct. af den samlede byggesum ser ud til at blive realiseret. Det er mindre end under coronaåret i 2020, hvor tallet lød på 72 pct.
  • Det er særligt de private bygherrer, der går frem i 2023. Her er fremgangen på 8 pct. Særligt båret frem af erhvervsbyggerier.
  • Der er stor vækst i energianlæg og renovationsanlæg. Her sker en fordobling i 2023. Og der er sket en firdobling siden 2020. 
  • Bygherrerne er usikre på fremtiden. 38 pct. regner allerede nu med at aflyse eller udskyde projekter i 2023. Og 26 pct. ved ikke, om de kommer til at aflyse eller udskyde. 
  • Landets bygherrer er mest udfordret af prisstigninger på materialer. 73 pct. angiver prisstigninger som en primær udfordring. Herefter følger lange leveringstider på materialer (52 pct.), budgetoverskridelser (44 pct.) og konkurser blandt entreprenører (39 pct). 

Download og læs Bygherrebarometeret 2023

Offentliggørelse af Bygherrebarometeret

Den 16. november holder Bygherreforeningen et online morgenmøde i samarbejde med Byggefakta, hvor Mette Linneboe Pedersen fra Byggefakta og Jesper Malm fra Bygherreforeningen giver et indblik i byggepipelinen for 2023 samt trends og konjunkturudvikling i bygge- og anlægsbranchen.

Tilmelding til morgenmødet

Fakta om Bygherrebarometeret

Bygherrebarometeret giver et aktuelt overblik over den økonomiske og aktivitetsmæssige udvikling i byggebranchen. Herunder et konkret indblik i byggeriets byggepipeline. Det er et overblik over summen af bygge- og anlægsprojekter, der er planlagt til at gå i gang inden for de kommende 12 måneder med en projektsum på over 40 mio. kr., hvoraf de fleste igangsættes af professionelle og institutionelle bygherreorganisationer. Desuden underbygges Bygherrebarometeret af en aktuel spørgeskemaundersøgelse blandt landets professionelle bygherrer, som er blevet bedt om at vægte særlige udfordringer og prioriteringer det kommende år.  

Bygherrebarometeret udgives for at give byggebranchen et større indblik i de projekter, der er på vej, og sikre, at de forskellige aktører i højere grad planlægger og tilrettelægger deres aktiviteter i forhold til den aktuelle udvikling i samfundsøkonomien og bygge- og anlægsbranchen. Bygherrebarometeret er udgivet i samarbejde mellem Bygherreforeningen og Byggefakta.