Af Henrik Garver, Foreningen af Rådgivende Ingeniører; Kent Damsgaard, Forsikring & Pension; Laura Klitgaard, IDA; Jakob Brandt, SMV Danmark; Lars Storr Hansen, Danske Arkitektvirksomheder; Tobias Zacho Larsen, Arkitektforeningen, Politiken den 21. september 2024.
For nylig blev Danmark beriget med tre nye ministerier og en række nye ministernavne, og det gør kun den forestående politiske sæson endnu mere vigtig. For der er nok af store udfordringer at tage fat på med den grønne trepart, en grundlæggende styrkelse af Danmarks beredskab og det fortsatte arbejde med at sikre Danmarks grønne omstilling – alt sammen inden for økonomisk ansvarlige rammer.
Af samme årsag er vi mange, som kunne ønske os en væsentlig større samtænkning af bygge- og anlægsområdet. I øjeblikket er hele syv ministerier inde over området: Miljøministeriet, Klima, -Energi og Forsyningsministeriet, By-, Land- og Kirkeministeriet, Kulturministeriet, Social- og Boligministeriet, Transportministeriet og Skatteministeriet. Det risikerer at hæmme et område, der har så afgørende betydning for både Danmarks klimamål, bæredygtighedsambitioner og økonomiske vækst.
Bygge- og anlægssektoren står for en tredjedel af Danmarks samlede CO2udledning, 33 procent af det samlede materialeforbrug, 24 procent af det samlede energiforbrug og 40 procent af den samlede affaldsmængde i Danmark. Samtidig er sektoren Danmarks fjerdestørste med knap 200.000 beskæftigede og en omsætning omkring 370 mia. kr. i 2023.
Sektoren har som hovedopgave at skabe Danmarks fysiske rammer. Det er de gode og funktionelle boliger, børnehaverne, produktionsfaciliteterne, kontorer og infrastrukturen. I den opgave skal imidlertid indtænkes hensyn til klima, biodiversitet, ressourceforbrug, æstetik samt by- og landdistriktsudvikling. Og det er her, faldgruberne opstår, for de hensyn kan hurtigt blive modsatrettede, hvilket fordrer, at myndighederne udstikker klare rammer og regler for aktørerne at operere efter.
Sektoren kan og vil gerne. Klimapartnerskab for bygge- og anlægssektoren, bestående af en lang række af byggeriets parter, har f.eks. peget på indsatser, der samlet kan levere 5.800.000 tons CO2– reduktion i 2030. Udfordringen er bare, at sektoren i dag reguleres på tværs af i hvert fald syv ministerier uden en tydelig overordnet koordinering.
Strategier og handlingsplaner for sektorens samfundsbidrag risikerer at falde mellem flere stole. Det samme gør fortolkningen af de mange EU-regler, som sektoren står overfor med bl.a. bygningsdirektivet og energieffektivitetsdirektivet. Initiativer bliver pludselig til benspænd frem for synergieffekter, der ellers ville følge af tydeligere koordinering.
Hvis vi skal give blot nogle eksempler, kan vi starte med, at det nu tidligere Social-, Bolig- og Ældreministerium tidligere i år meddelte, at bygge- og anlægssektorens standard-aftalevilkår (AB 18 og ABR 18, red.) ikke længere skal være forankret i deres regi med en tillægsbemærkning om, at standardvilkårene ikke bliver forankret hos nogen anden myndighed i stedet. Det er ganske problematisk, for AB-systemet er det juridiske fundament for et samarbejde i byggebranchen. For virksomhederne kan det betyde, at offentlige bygherrer ikke længere anvender disse vilkår, som ellers nedbringer transaktionsomkostninger og øger gennemsigtigheden i byggeprojekterne.
Det behøver ikke nødvendigvis at vente til den næste regeringsrokade!
Lidt i samme boldgade viser det sig, at 1 kvadratmeter ikke bare er 1 kvadratmeter i dag. Afhængigt af om man tager afsæt i Bygnings- og Boligregistret (BBR) og beskæftiger sig med ejendomsvurderinger, eller om man arbejder med byggeri og tager afsæt i bygningsreglementet, opgøres 1 kvadratmeter nemlig forskelligt, hvilket selvsagt giver knas i kommunernes sagsbehandling af byggesager.
Bevæger vi os videre til den grønne dagsorden, så har Danmark et stort fokus på at nå 70/30-klimamål gennem omstilling til vedvarende energi og ved energieffektivisering, men for kommuner og for almene boligområder er det omsonst at gå sammen om at dele produktion og forbrug af strøm i et energifællesskab. Det karambolerer nemlig med statsstøtteregler, fordi besparelser eller fortjenester på eksempelvis et solcelleanlæg modregnes kommunens bloktilskud. I praksis betyder det, at kommunen måske får gevinster i forhold til bygningers energiregnskab, men i det samlede budget må bøde herfor, hvilket blandt andet kan udmønte sig i ringere bemanding i børnehaver. Og det bliver sjældent en attraktiv forretning.
Ligeledes oplever vi forvirring på området for klimatilpasning. For mens vi med al sandsynlighed kun kommer til at se flere og større skader på danskernes boliger som følge af vejret i fremtiden, så må forsikringsbranchen ikke dele værdifulde skybrudsdata med landets kommuner, som ellers higer efter dem for at planlægge den bedst mulige forebyggelsesindsats. Forsikringsbranchens skybrudsdata kan i et vist omfang være personhenførbare, og derfor har en række ministerier nu brugt flere år på at afgøre, hvor en lovhjemmel til at dele skybrudsdata skal placeres.
Det er eksempler som disse, der står i vejen for, at bygge- og anlægssektoren kan udfolde sit fulde potentiale som en central drivkraft for den grønne omstilling og sikre både bæredygtig udvikling og økonomisk robusthed.
Hvis man ønsker sig et fremtidssikret Danmark med innovation og arbejdspladser, der understøtter den grønne omstilling, kommer man ikke uden om at opprioritere byggeriets rolle politisk.
Derfor denne yderst velmente opfordring til partier og politikere på tværs af Folketinget om at se på, hvordan sektoren kan forankres og samles mere hensigtsmæssigt på langt færre ministerier – og allerhelst under et hovedministerium – så sektorens evne til at bidrage effektivt til Danmarks klimamål, bæredygtighedsmål og langsigtede vækst udnyttes til fulde.
Og det behøver ikke nødvendigvis at vente til den næste regeringsrokade!
