Hvad skal parterne være opmærksomme på?
Entreprisens parter bør være opmærksomme på, at hensigten med AB Forenklet er, at regelsættet skal anvendes ved simple og enkle entrepriseprojekter. Selvom dette kriterie kan siges at være opfyldt bør parterne dog være opmærksomme på, at omfanget af regulering efter AB Forenklet er mindre end efter AB 18, hvorfor der potentielt vil være behov for separate aftalevilkår som tillæg til AB Forenklet.
Hvad er AB Forenklet?
AB Forenklet og ABR Forenklet er begge forenklede versioner af henholdsvis AB 18 og ABR 18.
I det følgende vil der være fokus på AB Forenklet.
Der er i AB Forenklet ikke medtaget vilkår, som generelt ikke har relevans for mindre byggeprojekter. Visse vilkår som følger af AB 18 er derfor slet ikke til at finde i AB Forenklet, mens andre vilkår er gjort mere lempelige.
AB Forenklet § 1, stk. 1 slår fast, at AB Forenklet er udarbejdet med henblik på at finde anvendelse på entrepriseprojekter, hvor bygherren ikke er forbruger og der samtidig er tale om et mindre eller enklere entrepriseprojekt. Hvad der forstås ved mindre eller enklere entrepriseprojekter er svært at afgrænse, men forhold som økonomi, omfang, nødvendighed af særlig sagkundskab og tidsmæssig udstrækning spiller en central rolle.
Sagt med andre ord, er AB Forenklet et sæt aftalevilkår, som er udfærdiget efter forhandlinger mellem byggeriets parter og som har sit anvendelsesområde ved mindre og enklere entrepriseprojekter.
Hvad indebærer det at vedtage AB Forenklet?
I det følgende vil der påpeges visse centrale punkter, hvor AB Forenklet adskiller sig fra AB 18.
Entreprenører skal efter AB Forenklet ligesom situationen er efter AB 18 stille sikkerhed for opfyldelse af sine forpligtelser overfor bygherren. Der er dog forskel på de to regelsæt, da entreprenørens sikkerhedsstillelse ophører 1 år efter afleveringstidspunktet efter AB Forenklet § 8, stk. 4. Efter AB 18 ophører sikkerhedsstillelsen først 5 år efter afleveringstidspunktet. Den sikkerhedsstillelse, der stilles efter AB Forenklet ophører altså væsentligt tidligere end tilfældet er efter AB 18.
En yderligere forskel mellem AB 18 og AB Forenklet er desuden, at der ikke er pålagt bygherren en pligt til at indkalde til byggemøder efter AB Forenklet. AB 18 § 31, stk. 1 slår klart fast, at bygherren skal indkalde til byggemøder, mens der i AB Forenklet § 25 står, at bygherren kan indkalde entreprenøren til byggemøder.
Hvad med forhold, der ikke er reguleret i AB Forenklet?
AB Forenklet har ikke gjort op med alle de problemstillinger, som parterne i et entrepriseforhold, hvor AB Forenklet er vedtaget, kan støde på. Parterne risikerer altså at stå i en situation, hvor AB Forenklet ikke giver noget svar på, hvem af parterne der har retten på sin side i en konkret tvist. Hvis parterne har aftalt et separat aftalevilkår, som gør op med problemstillingen eller tvisten, så gælder denne regulering. Hvis ikke, er det centralt at vide, at adskillige af reglerne i AB 18 kan siges at udgøre almindelige regler, som en domstol eller en voldgiftsret, vil lade finde anvendelse.
Parterne bør derfor være bevidste om omfanget af reguleringen efter AB Forenklet og aftale separate aftalevilkår, hvis der opleves et behov for dette.