Hvad bør parterne være opmærksomme på?
Parterne bør være opmærksomme på, at AB 18 skal vedtages for at gælde. I den sammenhæng er dokumentationen for vedtagelsen afgørende. En skriftlig aftale, hvoraf det klart og letforståeligt fremgår, at AB 18 vedtages og skal gælde i retsforholdet mellem entreprisens parter vil kunne komme parterne til gode.
Herudover er det også vigtigt at have for øje, at entreprisens parter aktivt skal fravælge punkter i AB 18, hvis ikke parterne ønsker at disse skal gælde i retsforholdet. På samme måde som tilvalget af AB 18 skal være klart og tydeligt, skal fravalget af elementer i AB 18 altså også være klart og tydeligt.
Skal AB 18 aftales for at gælde?
AB 18, ABT 18 og ABR 18 har alle det tilfælles, at de alle er standardkontrakter. Det betyder, at der i regelsættene er taget stilling til de sædvanlige problemstillinger, der opstår ved byggerier. Standardkontrakter gælder dog alene, hvis de vedtages mellem parterne. Forudsætningen for at kunne støtte direkte ret på AB-reglerne er derfor, at entreprisens parter vedtager, at AB-reglerne skal finde anvendelse.
AB 18 skal derfor aftales for at gælde. Aftales AB 18 mellem entreprisens parter er udgangspunktet, at parterne ønsker at lade samtlige AB 18-regler gælde i forholdet mellem dem. Det er derfor vigtigt, at entreprisens parter aktivt tager stilling til, hvorvidt visse regler i AB 18 ikke skal gælde mellem parterne. Parterne skal derfor klart og tydeligt angive i aftalen, hvorvidt der skal ske fravigelse fra AB 18 på visse punkter.
Hvornår kan AB 18 siges at være aftalt?
AB 18 skal som anført ovenfor aftales for at gælde mellem parterne. Spørgsmålet om, hvornår AB 18 kan siges at være vedtaget er derfor centralt. Der hersker ingen tvivl om, at AB 18 må siges at være vedtaget i tilfælde, hvor der foreligger skriftlig dokumentation for vedtagelsen. Foreligger der ikke sådan dokumentation og parterne i øvrigt er uenige om, hvorvidt AB 18 skal finde anvendelse, må besvarelsen af spørgsmålet afhænge af en umiddelbar bevisvurdering. Sagt med andre ord må parterne rode e-mails og anden kommunikation igennem og forsøge at finde anden dokumentation for vedtagelsen af AB 18.
Kan vedtagelsen af AB 18 ikke godtgøres, kan AB 18 ikke siges at gælde mellem parterne. Entreprisens parter kan i en sådan situation derfor ikke støtte direkte ret på de rettigheder, der følger af regelsættet.
Behovet for dokumentation kan derfor ikke undervurderes. Dokumentation for vedtagelse af AB 18 er derfor ekstremt vigtig på samme måde som behovet for dokumentation for entreprenørens udførte ekstraarbejder og bygherrens dokumentation af konstaterede mangler.
Hvad hvis AB 18 ikke er aftalt?
Hvis AB 18 ikke er aftalt, vil AB 18 som sagt ikke finde anvendelse. Håndteringen af tvister mellem parterne vil derfor ikke ske efter AB 18. Reglerne i AB 18 er dog resultatet på forhandlinger mellem repræsentanter for entreprisens parter. Reglerne er derfor ment til at udtrykke en objektiv hensyntagen til alle parter. Derfor vil håndteringen af tvister, hvor AB 18 ikke er vedtaget i visse tilfælde ende med at få et resultat som også ville blive resultatet, hvis AB 18 var vedtaget mellem parterne.
Det er dog ekstremt vigtigt at være opmærksom på, at AB 18 indeholder visse rettigheder, som parterne ikke ville være berettiget til i en situation, hvor AB 18 ikke er vedtaget. AB 18 indeholder bl.a. en voldgiftsklausul, hvorefter tvister vil kunne løses gennem voldgift samt indbyrdes krav om sikkerhedsstillelse.