Hvad skal parterne være opmærksomme på?
Parterne skal være opmærksomme på, at bygherres fravigelsesfejl kan betyde, at selvom denne har forsøgt at fravige AB 18 § 35 om materialeprisstigninger, kan dette alligevel ikke være fraveget.
Hvis man laver fravigelsesfejlen som bygherre og skriver, at ”prisen er fast” eller, at ”prisen ikke skal reguleres”, begår man altså en stor fodfejl.
Her glemmer man nemlig som bygherre, at prisen så kun er ”fast” ift. indeksregulering, men ikke i relation til materialeprisstigninger.
Derfor skal bygherre være opmærksom på at opdatere kontrakten, som man brugte til AB 92, så den passer til AB 18. Ellers kan entreprenøren stadig få materialeprisstigninger.
Hvis bygherre gerne vil fravige AB 18 § 35 om materialeprisstigninger, skal denne huske at præcisere – udover at ”prisen er fast” – at man ikke accepterer ekstraordinære materialeprisstigninger.
Entreprenøren skal være opmærksom på, at hvis denne vil have betaling for ekstraordinære materialeprisstigninger, og bygherre har lavet fravigelsesfejlen, kan man som udgangspunkt stadig stille krav om ekstraordinære materialeprisstigninger.
Det anbefales, at de nye AB 18-regler anvendes i sin helhed, og at fravigelser kun bør ske i tilfælde, hvor fravigelsen er velbegrundet og nødvendig i det konkrete aftaleforhold.
Hvilke fravigelsesfejl ser man?
I de tidligere AB-regler var der ingen bestemmelser om entreprenørens ret til kompensation ved ekstraordinære materialeprisstigninger eller bestemmelser om indeksregulering.
Derfor skulle man ved AB 92 henvise til standardforbeholdene for alligevel at få adgang til bl.a. dette.
I AB 18 er der dog indført både indeksregulering og godtgørelse for ekstraordinære materialeprisstigninger i form af §§ 34-35 i AB 18.
Derfor er det naturligvis også denne del af AB 18, som bygherre gentagne gange vælger at fravige. Men der er dog fortsat en masse forældede standardkontrakter ude i samfundet, som ikke er opdaterede i henhold til AB 18, men som bruger de samme paradigmer som i AB 92.
Ved fravigelser kan bygherre derfor ende med at lave en fatal fravigelsesfejl. Det kan ske, når bygherre skriver i kontrakten, at ”prisen er fast”, eller at ”prisen ikke reguleres”, som var en normal fravigelse til de tidligere AB-regler.
Bygherre laver fravigelsesfejl – kan du rette krav om materialeprisstigninger?
Der er derfor mange bygherrer, der i kontrakten ender med at lave en fravigelsesfejl ved at skrive, at ”prisen er fast”, eller at ”prisen ikke reguleres”. Herefter mener bygherre, at det betyder, at prisen ikke skal eller kan reguleres.
Men hvilken betydning har disse fravigelser reelt?
Det er bygherre, som konciperer kontrakten og laver fravigelsen, og derfor vil man også fortolke til skade for bygherre ved uklarheder.
Første spørgsmål er derfor, om bygherre kan afskære både indeksregulering og ekstraordinære materialeprisstigninger ved at skrive, at ”prisen er fast”? Det kan man godt med indeksreguleringen. Svaret er dog nej med reguleringen af ekstraordinære materialeprisstigninger.
Problemet er, at bygherre ofte bruger de samme paradigmer som i AB 92, hvor man ikke havde regulering af materialeprisstigninger.
Man ser derfor en masse kontrakter, hvor bygherre synes at have har gjort et stort nummer ud af at præcisere, at ”prisen er fast”. Resultatet bliver dog, at man ikke med den tilstrækkelige klarhed har fraveget § 35 om materialeprisstigninger.
Som følge af dette har man fraveget indeksreguleringen. Men reguleringen af de ekstraordinære materialeprisstigninger har man ikke fraveget.
Det kan derfor ende med, at entreprenøren også får materialeprisstigninger i år to, tre osv., hvilket kan betyde, at bygherre ender med at betale potentielt mere, end hvis man ikke havde fraveget indeksreguleringen.
Hvis entreprenøren vil have betaling for ekstraordinære materialeprisstigninger, og bygherre blot har skrevet, at ”prisen er fast”, eller at ”prisen ikke skal reguleres”, kan man som udgangspunkt stadig stille krav om ekstraordinære materialeprisstigninger.
Hvis bygherre vil fravige AB 18 § 35 om materialeprisstigninger, skal denne skal huske at præcisere – udover at ”prisen er fast” – at man ikke accepterer ekstraordinære materialeprisstigninger.