UGD 2022.13.1
Ugens kendelse er afsagt af voldgiftsretten ultimo marts 2021 og omhandler om en aftale mellem en entreprenør og et firma skal fortolkes som en entrepriseaftale eller som en aftale om arbejdsudleje.
En hovedentreprenør (HE) havde antaget en underentreprenør (UE) til at levere og montere støjskærme langs en ny jernbanestrækning. Herefter indgik UE med firma A en ”rammeaftale” om udførelse af monteringsarbejdet.
Efter UE rejste krav mod firma A begrundet i påståede mangler ved det udførte arbejde, påstod firma A, at der forelå arbejdsleje og ikke entreprise.
Firma A var ikke enig i, at der forelå mangler i det omfang UE havde påstået, og indledte derfor voldgiftssag mod UE med krav om betaling for udført arbejde.
I rammeaftalen var firma A’s ydelse nævnt som ”udførelsen af montagearbejde” og ”levere mandskab”, der skulle afregnes efter medgået tid.
Parterne var desuden benævnt som hhv. ”hovedentreprenør” og ”underentreprenør”, og der var i aftalen henvist til bestemmelser i AB 92. Ordene ”udleje” eller arbejdsudleje” fremgik ikke af aftalen.
Derudover skulle firma A ifølge aftalen udføre kvalitetssikring og fremsende ugentlige formandsrapporter om bl.a. bemanding og timeforbrug til UE.
Voldgiftsretten
Voldgiftsretten skulle derfor vurdere om aftalen mellem UE og firma A var en entrepriseaftale eller en aftale om arbejdsudleje.
Såfremt aftaleforholdet omhandlede en entrepriseydelse, skulle voldgiftsretten herefter vurdere spørgsmålet om mangelsansvar for firma A.
Den omstændighed, at ydelsen afregnes efter medgået tid, er alene dét der kan tale for firma A’s opfattelse af, at aftalen omhandlede arbejdsudleje.
Voldgiftsretten fandt, at aftaleforholdet skulle ”bedømmes som en entrepriseaftale”.
Årsagen til dette var, at firma A havde haft de nødvendige arbejdstegninger for arbejdets udførelse, at der i aftalen var mange henvisninger til bestemmelser i AB 92 og at firma A bl.a. havde udført kvalitetssikring, og at UE ikke havde haft egne montører på pladsen beskæftiget med montering af støjskærme.
Voldgiftsretten udtalte samtidig, at tilrettelæggelsen af montagearbejdet i betydelig grad havde været afhængig af, hvornår HE tillod arbejdet udført, da det var HE der havde udstyret til løft af materialer og mulighed for at styre adgangen til pladsen.
Hvad kan vi lære af denne kendelse?
Denne kendelse omhandler forskellen mellem en entrepriseaftale og en aftale om arbejdsudleje. Kendelsen illustrerer hertil, at det karakteristiske for en aftale om arbejdsudleje er, at en virksomhed stiller medarbejdere til rådighed. I denne sag er det, lægges et til grund, at der er tale om en entreprisekontrakt, da firma A der er antaget til at montere støjskærme. har fået udleveret relevant materiale og udfører kvalitetssikring, hvorfor de besidder ansvaret for arbejdets udførelse.
Det karakteristiske for en entrepriseaftale er selvfølgelig for det første, at parterne benævnes ”hovedentreprenør” og ”underentreprenør” og at der henvises til entrepriseretlige bestemmelser som AB 92. I en entreprisekontrakt er der normalt aftalt en fast pris for udførelsen af et bestemt stykke arbejde og indeholder ofte bestemmelser om sanktioner, hvis tidsfrister overskrides samt garantibestemmelser mv.
Det er kontraktens reelle indhold, der afgør, om der er tale om arbejdsudleje eller entreprise, og der skal naturligvis være overensstemmelse mellem kontrakten og de faktiske forhold
Vil du vide mere?
Hos Nexus Advokater afholder vi kurser, hvor vi går i dybden med hovedproblemerne indenfor byggeriet.
Se mere under kurser.
/Entrepriseadvokat Simon Heising
Som gengivet i TBB 2021.780/ Sag nr. C-15451
#ugensdom #entrepriseret #entrepriseaftale
-0O0-
Firma A ApS (advokat Dan Jordy) mod Underentreprenør UE (advokat Steen Witthøfft)
Voldgiftsnævnet
1. Indledning
Firma A ApS (herefter firma A) har ved klageskrift modtaget den 1. maj 2020 anmodet Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed om at nedsætte en voldgiftsret til afgørelse af en tvist mellem firma A og underentreprenør UE (herefter UE) om betaling for mandsskabsleje anvendt i forbindelse med montering af stålkomponenter for støjskærme langs [en ny jernbanestrækning]. Hovedentreprenør HE A/S (herefter HE) var hovedentreprenør i forhold til BH, der var bygherre.
Parterne er enige om, at tvisten afgøres af en voldgiftsret nedsat af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Voldgiftsnævnet har i anledning heraf nedsat en voldgiftsret i henhold til »Regler for voldgiftsbehandling inden for bygge- og anlægsvirksomhed« bestående af divisionschef Henrik Berg, rådgivende ingeniør Rasmus Ingomar Petersen og landsdommer Henrik Gunst Andersen, med sidstnævnte som formand.
Sagen er hovedforhandlet den 22. februar 2021 og den 1. marts 2021 i Voldgiftsnævnets lokaler på adressen Vesterbrogade 2 B, 1620 København V.
2. Påstande og hovedforhandling
Firma A har nedlagt følgende påstande:
1. UE tilpligtes at betale til firma A 1.886.858,40 kr. med tillæg af 1,5 % rente pr. påbegyndt måned fra den 7. marts 2020 af 1.033.640,63 kr. og med tillæg af 1,5 % rente pr. påbegyndt måned fra sagens anlæg af 853.217,80 kr.
2. Over for indklagedes selvstændige betalingspåstand påstås frifindelse.
UE har nedlagt følgende påstande:
1. Frifindelse.
2. Firma A tilpligtes at betale til UE 3.194.730,08 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra sagens anlæg til betaling sker.
Der blev afgivet forklaring af V1-A (firma A) og V1-UE (UE), V2-A (tidl. firma A), V3-A (firma A), … (… ApS), V-Tilsyn (BH’s tilsynsførende), V2-UE (tidl. UE), V1-HE (HE), V2-HE (HE), V3-HE (HE), … (… Projekt), … (… Entreprise ApS), V4-A (firma A) og V5-A (firma A).
Parterne har erklæret sig indforstået med, at voldgiftsrettens kendelse udfærdiges uden fuldstændig sagsfremstilling og uden fuldstændig gengivelse af forklaringerne og proceduren og alene med gengivelse af parternes påstande og voldgiftsrettens resultat og begrundelsen herfor.
3. Sagsfremstilling
V2-UE fra UE og V2-A fra firma A indledte i februar 2019 drøftelser om et samarbejde i forbindelse med UE’s afgivelse af tilbud på levering og montering af støjskærme langs [en ny jernbanestrækning].
V2-UE har forklaret, at han søgte efter en samarbejdspartner, der kunne tilbyde mandskabsudleje. Han blev oplyst, at det firma, som han ville i forbindelse med, var blevet overtaget af firma A. Derefter kontaktede han firma A, hvor han talte med V2-A. Drøftelserne under mødet med V2-A gav ham det indtryk, at firma A havde stor erfaring med montering af støjskærme, og han fik nogle estimater på, hvor lang tid monteringsarbejdet ville tage. V2-A fik udbudsmaterialet forevist. V2-UE anvendte oplysningerne, som han havde fået af V2-A til udregningen af UE’s tilbud. UE indgik entrepriseaftale med HE i marts 2019.
Der er mellem UE og firma A indgået en kontrakt om udførelse af montage af støjskærme langs [en ny jernbanestrækning]. Aftalen, der er benævnt som en rammeaftale, er udarbejdet af UE den 14. august 2019. UE er i aftalen benævnt som hovedentreprenøren og firma A som underentreprenøren. Parterne er enige om, at rammeaftalen fastlægger forholdet mellem parterne selv om den ikke blev underskrevet af firma A.
Af aftalen fremgår følgende:
»…
2. Aftalens omfang
Udførelse af montagearbejde på byggesagen TP141 E2 Støjskærme. Underentreprenøren leverer mandskab til montering af stålkomponenter for støjskærme, langs den nye [jernbanestrækning].
3. Priser
Der er for arbejdet indgået aftale om afregning efter medgået tid, jf. nedenstående satser. Endvidere er der aftalt en minimusfakturering a 7,5 timer pr. dag.
Arbejdstype Arbejdstype Pris pr. time i kr. ekskl. moms
Montage Normaltimer (kl. 07.00-16.00) 375,00
Montage Overtimer (kl. 16.00-07.00) 375,00
4. Tidsforhold og bod
…
Underentreprenøren skal færdiggøre sine arbejder, således at efter følgende entrepriser kan afsluttes inden færdiggørelsesfristen.
Underentreprenøren har pligt til at følge hovedentreprenørens detailplanlægning, som måtte blive udført og løbende ajourført.
Såfremt hovedentreprenørens detailtidsplaner ikke følges, vil eventuelle meromkostninger fra de øvrige af hovedentreprenørens underentreprenører og fra hovedentreprenøren blive modregnet i underentreprenørens tilgodehavende. Der pålægges bod i henhold til bygherrens udbudsmateriale.
Underentreprenøren har ret til tidsfristforlængelse, når arbejdernes udførelse forsinkes som følge af de forhold, der er nævnt i AB 92 § 24.
5. Tillægsarbejder
…
Krav om ekstra arbejder skal være fremsendt af underentreprenøren til hovedentreprenøren senest 3 arbejdsdage efter, at ekstraarbejderne er blevet bestilt. Ellers kan ekstra arbejder ikke blive honoreret. Arbejdssedler for ekstraarbejder kan rekvireres fra UE, hvis underentreprenøren ikke selv er i besiddelse af egne arbejdssedler til dokumentation af ekstraarbejder med bygherrens tilsyn og hovedentreprenørens underskrift.
…
15. Kvalitetssikring
Underentreprenøren skal med returnering af underskrevet aftale fremsende et eksemplar af kvalitetssikring til hovedentreprenøren for godkendelse af bygherren.
En aktivitet er først 100% udført, når den er godkendt af bygherren og dokumentation for kvalitetssikring ligeledes er godkendt af bygherren.
Såfremt kvalitetssikring ikke løbende udføres, vil hovedentreprenøren kunne fratrække 10% i acontobegæringen pr. måned.
Der skal altid være et eksemplar af det ajourførte KS-materiale på pladsen til fri gennemsyn.
Der udbetales ikke acontobeløb før bygherren har godkendt underentreprenørens kvalitetsplan.
Underentreprenøren skal fremsende ugentlige formandsrapporter, indeholdende bemanding, timeforbrug, maskiner, forbrugsgods, samt øvrige poster som afregnes med hovedentreprenøren. Formandsrapporten skal være hovedentreprenøren i hænde senest mandag kl. 12, den efterfølgende uge.
16. Generelle forhold
…
Underentreprenørens ydelse er beskrevet i AB 92 § 10.«
UE sendte den 9. september 2019 en mail til firma A med et link til alle tegninger og oplyste, hvem der kunne kontaktes telefonisk hos HE.
UE fremsendte ved mail af 28. september 2019 til firma A en arbejdsbeskrivelse på en A4-side, der blandt andet omhandlede, at »Jeres folk eller arbejdsleder skal udfylde kontrolplanen for montage af …kurven«.
Firma A fakturerede løbende for udført arbejde i tiden fra september 2019 til udgangen af 2019, og kravene er betalt af UE. Rammeaftalen indeholder bestemmelse om en betalingsfrist, der er løbende måned + 35 dage regnet fra den dag faktura er UE i hænde elektronisk.
Firma A meddelte i en mail af 13. januar 2020 UE følgende:
»Da vi nu, igen, skal mande op med meget kort varsel, og derfor er nødt til at leje noget dyrere folk ind, som ikke selv medbringer værktøj, er jeg nødt til at præcisere punkt 2 i aftalen.
…
Vi skal ifølge aftalen kun levere mandskab, og ikke værktøj og formænd, for at få det til at hænge sammen økonomisk, vil jeg fra og med denne uge se mig nødsaget til at fakturere en montørvogn pr. plads vi arbejder på, da vi er nødt til at hente biler og køre dem ud på pladserne.
Prisen er 450,00 +moms bil/time.«
I en mail af 16. januar 2020 fra firma A til UE fremgår følgende:
»…
Jeg genkender ikke problemet med at vores formænd ikke har været dygtige nok til at styre vores folk på pladsen.
…«
Firma A meddelte UE i en mail af 21. januar 2020 følgende:
»Da vi tilsyneladende ikke kan blive enige om samarbejdet, vil jeg ikke fortsætte med at levere montørbiler og værktøj til projektet.
Jeg er derfor rundt på pladserne, for at hente vores ting, og aflevere det lejede udstyr.
Hvad angår mandskab, så siger rammeaftalen intet om hvor mange eller hvor længe vi skal levere.
Vi har derfor besluttet at mande kraftigt ned, vi kan højest levere 1 mand i aften.
Begrundelsen er, at vi ikke kan få garanti for vores tilgodehavender, det har vi længe ytret ønske om, da vi har et tilgodehavende, som har været til forfald siden 29/12 2019, som ikke er betalt og vi er derfor bekymrede for om UE har økonomi til at færdiggøre projektet.«
Ved en skrivelse af 27. februar 2020 afviste firma A’s advokat, at der var mangler ved det udførte arbejde, og at firma A i givet fald havde et ansvar herfor med henvisning til, at firma A’s ydelse bestod i arbejdsleje. Det fremgik endvidere af skrivelsen, at firma A den 21. februar 2020 havde ophævet rammeaftalen over for UE som følge af anticiperet betalingsmisligholdelse fra UE’s side.
Projektleder V1-HE fra HE sendte en mail den 1. februar 2020 til firma A om, at der var en aftale om »at holdet fra …bro skulle til …høj og [navn] skulle instruere dem mandag morgen i montage af strækmetal.« [navn] er identisk med V4-A, der var ansat af firma A.
Firma A’s krav (påstand 1) fremkommer ifølge fakturaer dateret 31. januar 2020, 10. februar 2020, 16. februar 2020 og 22. februar 2020. Fakturaerne omhandler betaling for udførte arbejdstimer med den timesats som fremgår af rammeaftalen foruden betaling for montørbil, projektleder og udlæg for leje af materiel.
UE har under hovedforhandling korrigeret den selvstændige påstand (påstand 2) på grund af en konstateret regnefejl, således at påstanden nedsættes med 21.980 kr. til 3.172.413,25 kr. UE har endvidere under hovedforhandlingen anerkendt, at der i opgørelsen af den selvstændige påstand skal fradrages 564.413,25 kr., som rettelig skal henføres til parternes påstande 1. Beløbet 564.413,25 kr. er summen af de poster i firma A’s fakturaer, som ikke kan anerkendes. UE kan således ikke anerkende, at der er krævet betaling for montørbil, projektleder og udlæg for leje af materiel. Endvidere har UE foretaget fradrag for manglende formandsrapporter.
UE anerkendte i konsekvens heraf, at firma A har krav på betaling af 1.886.858,40 kr. (inkl. moms) med fradrag af afviste fakturabeløb for i alt 564.413,25 kr. (ekskl. moms) svarende til 705.516,57 kr. (inkl. moms).
UE’s påstand (påstand 2) til selvstændig afgørelse er dermed 2.609.336,83 kr. Kravet er et erstatningskrav begrundet i mangler ved det udførte arbejde.
4. Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat
Sagens hovedspørgsmål er, om aftalen mellem UE og firma A kan anses for at være en entrepriseaftale eller en aftale om arbejdsudleje. Sagen rejser endvidere spørgsmål om mangelansvar for firma A, såfremt aftaleforholdet omhandler en entrepriseydelse.
Om aftaleforholdet
I rammeaftalen er firma A’s ydelse benævnt som »udførelsen af montagearbejde« og »levere mandskab«, der afregnes efter medgået tid. Parterne er benævnt som henholdsvis hovedentreprenør og underentreprenør.
I aftalen er der henvisninger til bestemmelserne i §§ 5, 10, 19 og 24 i AB 92. Firma A skal udføre kvalitetssikring og fremsende ugentlige formandsrapporter om blandt andet bemanding og timeforbrug til UE.
I aftaleteksten indgår ikke ordene udleje eller arbejdsudleje, og det er alene den omstændighed, at ydelsen afregnes efter medgået tid, der kan tale for firma A’s opfattelse af aftalen.
Det fremgår af mailkorrespondance, at parterne i februar og marts 2019 i forbindelse med UE’s overvejelser om tilbudsgivning drøftede samarbejde, at firma A anslog, at opstilling af stolper og montering af trapezplader vil kunne udføres på 1-1½ time pr. fag.
Det lægges til grund, at UE ikke har haft egne montører på pladsen beskæftiget med montering af støjskærme, og at montagearbejdet derfor udelukkende har været udført af personer, som firma A havde en kontraktretlig relation til i form af ansættelsesforhold eller underentreprisekontrakt. Montørerne kørte til og fra pladsen i montørbiler, som firma A disponerede over, og der er til montagen anvendt håndværktøj, som fandtes i bilerne.
Tilrettelæggelsen af montagearbejdet har i betydelig grad været afhængig af, hvornår HE tillod arbejdet udført, da det var HE, der havde udstyret til løft af materialer og mulighed for at styre adgangen til pladsen.
Firma A har haft de nødvendige arbejdstegninger for arbejdets udførelse og har haft mandskab på pladsen, som blandt andet har udfyldt kvalitetssikringsmateriale.
Der er afgivet en række divergerende forklaringer om, hvorvidt V2-UE og V1-UE i forbindelse med møder på pladsen udøvede ledelsesfunktioner over for montørerne fra firma A, eller om deres tilstedeværelse på pladsen omhandlede tilsyn med en underentreprenørs arbejder.
V2-A, der var salgs- og driftschef hos firma A, har forklaret, at det var meget begrænset, hvor meget man så til folk fra UE på pladsen. Han havde drøftelser med V-Tilsyn fra …, der var bygherrens tilsynsførende, om hvordan arbejdet skulle udføres, når der var noget med tegningerne, der skulle løses. Når der var tale om ekstraarbejder, skulle UE involveres. Han har selv udført arbejde med opsætning af støjskærme på pladsen.
Voldgiftsretten finder efter en samlet vurdering af de anførte omstændigheder og navnlig på grund af rammeaftalens betegnelse af parterne som henholdsvis hovedentreprenør og underentreprenør og de mange henvisninger til bestemmelser i AB 92 sammenholdt med parternes mailkorrespondance om, hvem der udøvede ledelsesfunktioner over for montørerne, at aftaleforholdet skal bedømmes som en entrepriseaftale.
Om parternes påstand 1
Som anført ovenfor nedsatte UE under hovedforhandlingen den selvstændige påstand (påstand 2), idet beløbet 564.413,25 kr. rettelig skal udgå af beregningen af denne påstand og henføres til parternes påstand 1.
UE anerkendte i konsekvens heraf, at firma A har krav på betaling af 1.886.858,40 kr. med fradrag af afviste fakturabeløb for i alt 564.413,25 kr. (ekskl. moms). De afviste fakturabeløb udgør 564.413,25 kr. (ekskl. moms) svarende til 705.516,57 kr. (inkl. moms), således at der fra firma A’s krav på 1.886.858,40 kr. (inkl. moms) skal fratrækkes 705.516,57 kr. (inkl. moms) hvilket udgør 1.181.341,83 kr. (inkl. moms), som UE dermed har anerkendt at være pligtig at betale til firma A.
I opgørelsen af firma A’s krav er der medregnet betaling for montørbil og projektleder ud over den i rammeaftalen nævnte timepris for udført arbejde for et samlet beløb på 169.968,75 kr. (inkl. moms).
Voldgiftsretten finder, at firma A ikke har været berettiget til at opkræve betaling herfor efter rammeaftalen, hvorfor der skal fradrages 169.968,75 kr. (inkl. moms) i firma A’s påstand 1.
Endvidere finder voldgiftsretten, at firma A’s faktura 2020049 omhandlende »Udlæg leje hos …« af materiel for samlet 22.613,70 kr. (inkl. moms) ikke kan kræves betalt, da det må anses for indeholdt i entreprisen.
Voldgiftsretten finder, at der ikke er dokumenteret et tab for UE ved, at der ikke har været afleveret formandsrapporter, hvorfor der ikke skal ske fradrag i firma A’s påstand 1 herfor.
UE’s indsigelser i relation til firma A’s påstand 1, der samlet udgør 705.516,57 kr. (inkl. moms), tages derfor til følge med 192.582,45 kr. (inkl. moms).
Firma A’s påstand 1 tages derfor til følge med 1.694.275,95 kr. (inkl. moms). Af 1.694.275,95 kr. forrentes 863.671,88 kr. fra den 7. marts 2020 og 830.604,10 kr. fra sagens anlæg. Beløbet forrentes efter renteloven, idet firma A’s rentesats, der er anført i fakturaerne, ikke er aftalt mellem parterne.
Om parternes påstand 2
UE’s påstand til selvstændig afgørelse er sammensat af opgørelser for de enkelte arbejdssteder med angivelse af udgifter til mangelsudbedring, som er afholdt af henholdsvis UE og opgjort af HE. UE’s opgørelse omfatter timeforbrug for egne medarbejdere og ekstern arbejdskraft foruden udgifter til vareforbrug. Opgørelserne fra HE benævnt »HE-ressourcer« omhandler hovedsageligt spærring af banen, kranleje med fører samt arbejdstimer for ansatte hos HE. Endvidere indgår der med et samlet beløb på 191.132,50 kr. (ekskl. moms) det, som er benævnt »spildtid« eller »firma A mellemregning«. Kravene er i opgørelsen beskrevet med blandt andet teksten »folk ikke mødt ind som bestilt«, »manglet værktøj« og »opretning«. Beløbene angives at vedrøre perioden 25. november 2019 til 11. februar 2020.
Voldgiftsretten finder, at det på grundlag af fotos, der viser omfattende skader på støjskærmene i form af buler og skrammer og ikke fagmæssigt korrekte monteringer, kan fastslås, at det arbejde, som har været udført af firma A, har været mangelfuldt. Billeddokumentationen består af fotos optaget den 6. februar 2020 fra banestrækningen ved … Rasteplads og …vej. Det er således ikke billeddokumentation fra strækningen ved …kurven, …bro og …høj, som er lokationer, der indgår i erstatningspåstanden.
Det er imidlertid ikke muligt alene ud fra fotodokumentationen af fastslå, om det er firma A, der i alle tilfældene har ansvaret for de konstaterede forhold. Voldgiftsretten kan således ikke fastslå, hvem der er ansvarlig for skaderne på skærmpladerne, da skaderne blandt andet kan være opstået ved kranløft af materialerne.
UE’s udgifter til egne medarbejdere er ikke nærmere dokumenteret, og de afholdte udgifter til ekstern arbejdskraft er med timeangivelser for de enkelte arbejdsdage, der er urealistisk højt eller fejlbehæftet, således at der er flere opkrævninger inden for samme tidsrum. Det er for en række udgiftsposter ikke muligt at fastslå, om udgiften er afholdt til udbedring af mangler eller omhandler færdiggørelse af entreprisen. Hertil kommer, at der i opgørelserne er beskrivelser af opgaver, der ikke har relation til mangelsudbedring.
Voldgiftsretten lægger efter de afgivne forklaringer til grund, at »HE-ressourcer« er opgørelser, som har været anvendt i forhandlinger mellem HE og UE om en forligsmæssig løsning på parternes mellemværende i forbindelse med arbejderne på baneprojektet. Der er således ikke tale om fakturerede og betalte beløb.
Voldgiftsretten finder således, at der har været udført mangelfuldt arbejde, der har begrundet udbedringsarbejder, men omfanget heraf og de deraf følgende økonomiske konsekvenser er ikke dokumenteret ved syn og skøn.
Voldgiftsretten anser det på baggrund af fotos fra strækningerne ved … Rasteplads og …vej for tilstrækkelig godtgjort, at der har været mangler ved det udførte montagearbejde, der berettiger til en skønsmæssig fastsat erstatning. Ved udøvelsen af skønnet må det komme UE til skade, at UE’s dokumentation for omfanget og de økonomiske konsekvenser heraf er mangelfuldt.
Voldgiftsretten finder på den baggrund, at den skønsmæssige erstatning kan fastsættes til 800.000 kr.
Sammenfattende om påstandene 1 og 2
Voldgiftsretten anser UE’s selvstændige påstand (påstand 2) for tillige at være et anbringende til kompensation i firma A’s påstand 1, i det omfang der gives firma A helt eller delvis medhold i påstand 1, og den selvstændige påstand tages til følge med et mindre beløb, end det er tilfældet med påstand 1.
Firma A’s krav tages derfor til følge med 895.275,95 kr. med tillæg af rente efter renteloven af 63.671,88 kr. fra den 7. marts 2020 og af 830.604,10 kr. fra sagens anlæg den 1. maj 2020.
Sagsomkostninger
Da hver af parterne for en del taber og for en del vinder sagen skal fastsættelsen af sagsomkostning ske efter princippet i retsplejelovens § 313, stk. 1. Af denne bestemmelse fremgår, at når hver af parterne for en del taber og for en del vinder sagen, pålægger retten en af parterne at betale delvise sagsomkostninger til modparten eller bestemmer, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til modparten.
Sagens to hovedspørgsmål har været, om der var et retligt grundlag for UE’s mangelskrav, hvilket spørgsmål firma A har tabt, men der har tillige været spørgsmål om mangelskravets beløbsmæssige opgørelse, hvor UE’s påstand er taget delvis til følge. Bevisførelsen i form af forklaringer har overvejende været rettet mod spørgsmål, om parternes aftale var arbejdsudleje eller entreprise. Heroverfor står, at firma A i det væsentlige har fået medhold i den nedlagte betalingspåstand.
Samlet vurderer voldgiftsretten, at der er grundlag for at fastslå, at parterne hver især har vundet og tabt sagen i samme grad, hvorfor hver af parterne bør bære udgiften til egen advokat m.v.
Udgiften til sagens behandling ved voldgiftsretten betales af hver af parterne med halvdelen.
