Plesner vinder principiel voldgiftssag for totalentreprenør – prisstigning på over 50% for forstyrrelser m.v. – kommune og børsnoteret udviklingsselskab solidarisk erstatningsansvarlige for meget betydelig forsømmelse

Et byggeprojekt på 8.300 m2 med butikker og et kommunalt center for rehabilitering med aflastningsboliger mv. blev udbudt i 2014. En totalentreprenør indgik en fælles kontrakt med kommunen og et børsnoteret udviklingsselskab som bygherrer. Byggeriet blev taget i brug i 2018 med forsinkelse, og bygherrerne tilbageholdt betaling.

Byggeriets opstart blev udskudt 200 arbejdsdage og udførelsesperioden var aftalt til 414 arbejdsdage, men endte med at vare 510 dage. Entreprenøren blev frifundet for dagbodskrav og andre krav fra bygherren. Retten lagde til grund, at byggeriet  var sat i gang uden enighed om en ny hovedtidsplan, og dermed uden dagbodsbelagt sluttermin. Voldgiftsretten har tidligere afsagt to offentliggjorte principielle kendelser om udskydelsesperioden.

Retten havde allerede statueret solidarisk ansvar for bygherrerne, og retten havde også statueret identifikation mellem kommunen som bygherre og som bygningsmyndighed m.v., bl.a. i relation til lokalplanlægning og diverse indgreb.

I udførelsesperioden fik andre aktiviteter på pladsen, ændringer og andet byggeri i nærområdet altafgørende betydning for tilkørsel, samt indretning og logistik på byggepladsen, bl.a. m.h.t. kraner, ligesom delvis ibrugtagning medførte gener senere. Alt sammen forsinkende og fordyrende omstændigheder.

Retten citerer bygherre-selskabets officielle selskabsmeddelelser og også selskabets negative udtalelser til pressen om, at projektet var en rigtig træls sag, og lægger disse oplysninger om betydelige problemer for bygherrerne til grund i sin nye kendelse.

Retten konkluderer, at bygherrens ageren må betegnes som en meget betydelig forsømmelse, som udløser erstatningsansvar efter ABT § 27, stk. 1, nr. 1.

Entreprenøren blev tilkendt godt 54 mio. kr. eller 77% af sit opgjorte krav, som i al væsentlighed vedrørte forcering, forstyrrelse, byggepladsforhold, fordyrelse, kapacitetsomkostninger og mistet dækningsbidrag m.v. Prisen på bygningsværket steg derved med 52% fra de aftalte 118 til 180 mio. kr. i 2018 med tillæg af renter og sagsomkostninger (samt yderligere 2 mio. kr. tilkendt for oprindelig udskydelse tilbage i 2016).

Bygherrerne har offentliggjort afgørelsen ved selskabsmeddelelse, hhv. som byrådsmødebilag og har nu effektueret betaling.

Læs bygherres selskabsmeddelelse her

Læs byrådets referat og kendelsen her