Med lovforslaget får erhvervsministeren bemyndigelse til, at udskyde fristerne for indsendelse af årsrapporter i henhold til årsregnskabsloven og midlertidig fravigelse af virksomheders vedtægter eller tilsvarende aftaler. De konkrete fristforlængelser relaterer sig til virksomheder i regnskabsklasse B, C og D, samt filialer af udenlandske virksomheder.
Baggrund for lovforslaget
I forbindelse med håndteringen af Covid-19 i foråret 2020, vedtog folketinget lov nr. 385 af 7. april 2020, hvorefter erhvervsministeren, med den deraf følgende bemyndigelse, i to bekendtgørelser forlængede fristen for indsendelse af årsrapporter og gav mulighed for fravigelse af særlige bestemmelser i virksomhedernes vedtægter eller tilsvarende aftaler. Loven havde dog en solnedgangsklausul og loven, såvel som bekendtgørelserne, blev dermed ophævet den 1. januar 2021.
På denne baggrund har flere af de største erhvervsorganisationer i foråret 2021 rettet henvendelse til erhvervsministeren med en anmodning om 1 måneds fristforlængelse for indsendelse af årsrapporterne 2020, hvilket er særligt henvendt til de virksomheder med kalenderåret som regnskabsår. Fristforlængelsen skyldes i denne forbindelse bl.a. det store arbejdspres, som en del virksomheder oplever i forbindelse med udarbejdelsen af ikke alene årsregnskaberne, men også slutafregningen for de udbetalte hjælpepakkemidler. Fristenfor indberetning af kalenderårsregnskaberne for 2020 og fristen for indberetning af slutafregningen er i begge tilfælde den 31. maj 2021.
Overordnet om hovedindholdet i lovforslaget
Midlertidig udskydelse af indsendelsesfristen for årsrapporter
Det fremsatte lovforslag har til formål at bemyndige erhvervsministeren til midlertidigt at udskyde indsendelsesfristen for årsrapporterne 2020. Dette gælder for virksomheder omfattet af regnskabsklasse B og C, hvis regnskabsår afsluttes i perioden den 31. december 2020 til 30. juni 2021, for virksomheder omfattet af regnskabsklasse D, hvis regnskabsår afsluttes i perioden den 31. januar 2021 til 31. juli 2021, og for filialer af udenlandske virksomheder, når den udenlandske virksomheds regnskabsår afsluttes i perioden 31. december 2020 til den 30. juni 2021.
Midlertidig fravigelse af bestemmelser i virksomheders vedtægter eller tilsvarende aftaler
Det er udgangspunktet i selskabslovgivningen, at godkendelse af årsrapporten skal ske på en ordinær generalforsamling eller tilsvarende et møde, der skal afholdes i så god tid, at årsrapporten kan indsendes til Erhvervsstyrelsen i overensstemmelse med fristen i årsregnskabsloven. Med den fremsatte ordning i lovforslaget ønskes i denne forbindelse, at særlige krav for indkaldelse til og afholdelse af generalforsamlingen, samt tidsfrist for afsendelse af årsrapporten til Erhvervsstyrelsen, som måtte fremgå af virksomhedernes vedtægter eller tilsvarende aftaler, skal kunne fraviges af ledelsen i virksomhederne. Erhvervsministeren er efter det fremsatte lovforslag bemyndiget til at give ledelsen kompetence hertil gennem lovgivning.
Det er endnu ikke oplyst, om samme frist, som gælder for virksomheder med kalenderåret som regnskabsåret, skal gælde for de øvrige omfattede virksomheder.
Derudover foreslås der en yderligere mulighed for en 3 måneders fristforlængelse for virksomheder med særlige behov. Denne bestemmelse relaterer sig til tre tilfælde: (I) virksomheder med væsentlige udenlandske aktiviteter og filialer af udenlandske virksomheder, hvor det er vanskeligt at fremskaffe det nødvendige regnskabsmateriale fra udlandet, (II) dattervirksomheder af udenlandske modervirksomheder, og hvor årsregnskabslovens mulighed for at indsende den udenlandske modervirksomheds koncernregnskab anvendes, men fristen for dennes offentliggørelse er udskudt på grund af Covid-19, (III) virksomheder, der på grund af ejerkredsens/medlemskredsens helt særlige karakteristika ikke forsvarligt kan afholde hel eller delvis elektronisk generalforsamling og dermed overholde fristen i årsregnskabslovens § 138.
Det bemærkes dog, at udmøntningen af erhvervsministerens bemyndigelse forudsætter, at det for en stor del af de virksomheder, for hvilke der fastsættes regler om fristudskydelse, må anses for umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at overholde indsendelsesfristen som direkte eller indirekte konsekvens af Covid-19.
Af bemærkningerne fremgår det, at dette kan eksempelvis gøre sig gældende, hvis virksomhedens revisor ikke har tid til at udføre lovpligtig revision eller andre opgaver forbundet med virksomhedens årsrapport, fordi de har ekstraordinært travlt med at udføre Covid-19 relaterede opgaver, herunder opgaver forbundet med kompensationsordninger. Desuden fremgår det, at betingelsen også kan være opfyldt, hvis relevante medarbejdere har været ramt af Covid-19, været i karantæne eller på anden måde været uarbejdsdygtige.
De konkrete fristforlængelser og bemyndigelser for virksomhedernes ledelse til at fravige særlige bestemmelser i vedtægterne eller tilsvarende aftaler vil blive fastlagt i bekendtgørelser efter lovforslagets vedtagelse.
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.