I kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine har EU og dets allierede vedtaget hidtil usete økonomiske sanktioner mod Rusland, og flere internationale virksomheder har frivilligt besluttet at boykotte det russiske marked. Som modsvar har Rusland truet med at vedtage lovgivning, der vil gøre det muligt at ekspropriere og nationalisere udenlandske virksomheder, der midlertidigt har lukket ned for deres aktiviteter i Rusland. Danske virksomheder, der har indstillet deres aktiviteter i Rusland, bør derfor forberede sig på denne mulighed.
Lovforslaget
For nylig meddelte regeringspartiet, Forenet Rusland, at ville udarbejde et lovforslag, som, hvis det vedtages, vil give den russiske regering mulighed for at nationalisere aktiver (butikker, kontorer, produktionsanlæg, aktier mv.) tilhørende udenlandske virksomheder, der for nylig har lukket ned for deres aktiviteter i Rusland. Den 10. marts 2022 bekræftede præsident Putin, at regeringen undersøgte “juridiske løsninger” med henblik på at nationalisere udenlandske virksomheder. Hvis lovforslaget vedtages, vil det også berøre danske virksomheder, som enten ikke kan eller ikke vil fortsætte deres aktiviteter i Rusland, mens krigen i Ukraine står på.
Investeringsbeskyttelse i Rusland
Som de fleste andre lande er Rusland bundet af en række multilaterale og bilaterale investeringstraktater (“MIT’er” og “BIT’er”). Der er tale om internationale aftaler, hvorved hver af de stater, der er parter i traktaten, forpligter sig til at respektere og aktivt beskytte de investeringer, som statsborgere fra den anden stat, har foretaget på dens territorium. MIT’er og BIT’er giver investorer en række specifikke materielle og processuelle rettigheder, som de kan påberåbe sig direkte over for den stat, der er “vært” for deres investering(er).
Rusland og Danmark har indgået en BIT, som trådte i kraft i 1996 (se her). Danske investorer kan også gøre brug af en investeringstraktat mellem Rusland og EU, som trådte i kraft i 1997 (se her). Begge disse traktater er fortsat i kraft.
Som de fleste andre moderne BIT’er indeholder BIT’en mellem Danmark og Rusland en bred vifte af beskyttelsesstandarder, dvs. forpligtelser, som Rusland som værtsstat skal overholde over for danske investorer med aktiviteter i Rusland.
Navnlig beskytter Artikel 4 mod ulovlig ekspropriation uden “fyldestgørende erstatning”. Dette medfører, at danske investorer, hvis aktiver beslaglægges af den russiske stat, som udgangspunkt har ret til at modtage kompensation – normalt svarende til investeringens “rimelige markedsværdi”.
For at kunne gøre brug af traktatbeskyttelsen skal investeringen både materielt og territorialt falde ind under BIT’ens anvendelsesområde (dvs. kvalificere sig som en investering i henhold til BIT’en samt ske på Ruslands territorium). Det er også en generel forudsætning for at opnå traktatbeskyttelse, at investeringen er foretaget i overensstemmelse med værtsstatens love og bestemmelser (hvilket også følger udtrykkeligt af Artikel 1, stk. 1, i BIT’en mellem Danmark og Rusland).
Traktatens materielle anvendelsesområde er derudover bredt udformet: I henhold til Artikel 1, stk. 1, litra a, er “løsøre og fast ejendom” (f.eks. anlægsaktiver, IP-rettigheder osv.) samt tilknyttede rettigheder (herunder lejeaftaler) beskyttet som en investering. I henhold til traktatens Artikel 1, stk. 1, litra b, er aktier i en virksomhed også omfattet af traktatbeskyttelsen. Disse to bestemmelser kan f.eks. være relevante i tilfælde af statslig indblanding i ejendomsretten til og kontrollen med fast ejendom eller ved ulovlig ekspropriation af aktier.
International voldgift og tvangsfuldbyrdelse mod Rusland
En dansk investor, hvis aktiver ulovligt eksproprieres, vil i medfør af Artikel 8 i BIT’en være berettiget til at rejse et krav mod Rusland ved en international voldgiftsret, dvs. i et neutralt land og ved et panel bestående af uafhængige, internationale voldgiftsdommere (fremfor at anlægge sag ved de russiske domstole).
Rusland har været involveret som den sagsøgte part i et relativt stort antal investeringsvoldgiftssager under forskellige BIT’er. Ifølge listen fra FN’s konference om handel og udvikling (UNCTAD) er der siden 1996 registreret ikke mindre end 26 sager mod Rusland. Størstedelen af disse sager har vedrørt krav om ekspropriation uden behørig kompensation, og i de fleste af de sager, der er afsluttet med en endelig voldgiftskendelse, har investoren fået medhold (og undertiden opnået en erstatning på flere milliarder dollars).
I det nuværende geopolitiske miljø kan de ikke udelukkes, at Rusland vil nægte at deltage i sådanne voldgiftssager – og ikke frivilligt vil efterkomme en voldgiftskendelse, der pålægger landet at betale erstatning for ulovlig ekspropriation.
En af fordelene ved international voldgift er imidlertid, at en voldgiftskendelse – i modsætning til en almindelig dom – kan fuldbyrdes næsten overalt i verden i henhold til New York-konventionen af 1958 (som både Danmark og Rusland har ratificeret).
I henhold til New York-konventionen kan en voldgiftskendelse fuldbyrdes i Rusland eller i ethvert andet land, hvor Rusland har aktiver, der kan gøres til genstand for udlæg eller lignende. En voldgiftskendelse, selv om den er afsagt “in absentia” mod en ikke-deltagende stat, vil således give investoren gode muligheder for at inddrive den erstatning, der måtte blive tilkendt en skadelidt investor.
De gældende sanktioner mod Rusland vil muligvis komme til at spille en rolle i forhold til tvangsfuldbyrdelse mod russiske udenlandske aktiver. Selv om de relevante sanktioner fortsat skulle være gældende på tidspunktet, vil vestlige lande formentlig være imødekommende overfor vestlige virksomheder, som måtte anmode om tvangsfuldbyrdelse på baggrund af en voldgiftkendelse afsagt under en BIT.