Hvad er aftalt, og hvad er ekstra? Uenigheder om, hvorvidt et specifikt arbejde falder inden for rammerne af en indgået entreprisekontrakt, er et velkendt problem i byggebranchen.
I en nylig sag ved voldgiftsretten opstod spørgsmålet, om afrensning af limrester var inkluderet i udbudsmaterialet. I denne artikel får du indblik i, hvordan voldgiftsretten undersøger udbudsmaterialet og tilbuddene, samt hvilke faktorer der spiller en afgørende rolle i deres vurdering om ekstraarbejder.
Sagens forløb
I vinteren 2022 indgik en storentreprenør en aftale med en underentreprenør om bygningsrengøring i fire store haller med vægpaneler. AB 18 blev vedtaget mellem parterne med visse fravigelser.
Under rengøringsarbejdet opdagede underentreprenøren flere limrester fra beskyttelsesfolien på panelerne. Underentreprenøren fandt det nødvendigt at fjerne disse for at kunne færdiggøre rengøringen og krævede derfor ekstraarbejde for omkring 1,7 millioner kroner. Han hævdede, at dette arbejde ikke var en del af de aftalte ydelser og krævede betydeligt ekstra tidsforbrug.
Storentreprenøren mente derimod, at fjernelsen af limrester fremgik af udbudsmaterialet, og at det generelt var kendt, at dette var en del af bygningsrengøringen.
Af arbejdsbeskrivelsen fremgik det, at rengøringen omfattede “alle overflader og genstande”. Det stod desuden specifikt, at rengøringen inkluderede fjernelse og afrensning af “påklæbet papir, beskyttelsesfilm, afdækninger og mærkater”.
Da parterne ikke kunne blive enige om, hvorvidt der var tale om kontraktarbejde eller nødvendige ekstraarbejder, blev voldgiftsretten indkaldt til at afgøre sagen.
Voldgiftsretten
Voldgiftsretten gennemgik udbudsbeskrivelsen, tilbuddet og parternes forklaringer.
Retten fastslog, at en arbejdsydelse skal fremgå klart og tydeligt af udbudsmaterialet for at være en del af kontrakten. Retten vurderede, at afrensning af limrester ikke var klart angivet, og derfor var storentreprenørens ansvar.
Retten lagde vægt på, at omfattende afrensning af limrester ligger uden for, hvad der almindeligvis forstås ved “rengøring”. Derudover bemærkede retten, at beskyttelsesfilm normalt ikke efterlader omfattende limrester, og at angivelsen “fjernelse af påklæbet papir” ikke betyder, at lim er omfattet. Underentreprenøren kunne derfor ikke vide, at dette arbejde var inkluderet i arbejdsbeskrivelsen, da han afgav sit tilbud.
På baggrund af disse argumenter blev underentreprenøren tilkendt merbetaling for arbejdet med afrensning af limrester.
Retten skulle derefter vurdere, om kravet på 1,7 millioner kroner var rimeligt. Baseret på vidneforklaringer om timeforbrug og den aftalte timeløn fastsatte retten beløbet til 900.000 kroner.
Hvad kan vi lære af denne kendelse?
Ekstraarbejde: Kendelsen understreger, at hvis ydelsen ikke er klart beskrevet i aftalen, betragtes den som ekstraarbejde. Dette indebærer, at når udbudsmaterialet er uklart, klassificeres mange opgaver som ekstraarbejde i stedet for kontraktarbejde. Dermed pålægges storentreprenøren et betydeligt ansvar for at sikre, at udbudsmaterialet er tydeligt og præcist. Som kendelsen viser, er formuleringerne i udbudsmaterialet det første, retten ser på ved vurdering af ekstraarbejder. Derfor anbefales det, at storentreprenøren er præcis, tydelig og klar i sin udformning af udbudsgrundlaget.
Kendelsen viser desuden, at retten også lægger vægt på, om arbejdet er noget uventet, eller om det er noget, entreprenøren burde have taget højde for i sit tilbud. I dette tilfælde kunne det ikke forventes, at entreprenøren havde taget højde for fjernelse af limrester, blot fordi der var tale om rengøring af overflader.
Det bør desuden bemærkes, at retten også vurderer, om arbejdet kan anses for nødvendigt, hvilket i denne sag var tilfældet, da kvaliteten af rengøringen ikke kunne leve op til tilbuddet, hvis limresterne ikke blev fjernet.
Vil du vide mere?
Hos Nexus Advokater afholder vi kurser, hvor vi går i dybden med hovedproblemerne indenfor byggeriet. Se mere under kurser.
/Entrepriseadvokat Simon Heising
Som gengivet i TBB2024.558 / Sag nr. C-16332
Læs kendelsen i fuld længde her
TBB2024.558 / Sag nr. C-16332
1. Indledning
Mellem klager, underentreprenør UE A/S, herefter UE, og indklagede, storentreprenør SE A/S, herefter SE, er der opstået en tvist om krav på betaling af bygningsrengøring af vægpaneler med limrester som ekstraarbejde ved udført entreprise beliggende i ….
Voldgiftsnævnet har i anledning heraf nedsat en voldgiftsret i henhold til »Regler for voldgift 2018« med landsdommer … som eneste voldgiftsdommer.
2. Påstande og hovedforhandling
UE har nedlagt påstand om, at SE til UE skal betale 1.716.628 kr. med tillæg af procesrente af 1.411.459,35 kr. fra den 1. februar 2023 og af resten fra den 29. november 2023.
SE har nedlagt påstand om frifindelse.
Hovedforhandling har fundet sted den 28. og 29. november 2023 i …
I forbindelse med, at sagen er optaget til kendelse, er det aftalt med parterne, at kendelsen udfærdiges uden fuldstændig sagsfremstilling og uden gengivelse af forklaringerne og proceduren og alene med gengivelse af parternes påstande og voldgiftsrettens resultat og begrundelsen herfor.
3. Sagsfremstilling
SE opførte i storentreprise for bygherre BH A/S et større anlæg i … til modtagelse og afsendelse af strøm »…«-projektet. UE arbejder med skadeservice og rengøringsarbejde, og SE indgik i forbindelse med projektet aftale med UE, hvorefter UE som underentreprenør skulle udføre indvendig rengøring mv. i fire store haller beklædt med vægpaneler inkl. mellemliggende lokaler.
Efter UE’s opstart af arbejdet konstateredes limrester på vægpanelerne, som det var nødvendigt at afrense i forbindelse med rengøringen. Limresterne stammede fra den beskyttelsesfolie, som havde siddet på panelerne. Hovedspørgsmålet i sagen er, om UE ud over den aftalte kontraktsum har krav på betaling for ekstraarbejde forbundet med afrensningen for limrester.
Af parternes underentrepriseaftale af 28. marts 2022 indgået i henhold til AB18 med fravigelser fremgår under punkt 2 om arbejdet, at dette vedrører bygningsrengøring på …. Under punkt 3 om entreprisesum fremgår, at denne udgør
1.364.520 kr. ekskl. moms, heraf bygningsrengøring 1.052.520 kr. og ventilationsrengøring 312.000 kr. Under punktet fremgår, at entreprisen udføres til fast tid og pris, og at prisregulering ikke kan finde sted. Endvidere fremgår det, at underentreprenøren indestår for, at tilbuddet af 24/3 er i overensstemmelse med udbudsmaterialets krav, herunder krav til mængder, specifikationer, funktion og kvalitet, medmindre afvigelser er angivet.
Under punkt 4 om aftalegrundlaget er i prioriteret rækkefølge henvist til kontrakten, mail af 28. marts 2022 fra projektgennemgangsmøde, BH’s fællesbetingelser, tidsplan – rengøring 28. marts 2022, gældende projektmateriale, SE dokumenter samt underentreprenørens tilbud dateret 24. marts 2022.
Kontraktens punkt 6 vedrører tidsplan og forsinkelse.
Af kontraktgrundlagets arbejdsbeskrivelse fremgår bl.a.:
»…
- Omfang Generelt
Arbejdet omfatter bygningsrengøring af alle overflader og genstande, der findes i bygningen.
…
3.6.7 Rengøring Omfang Slutrengøring.
Rengøring foretages umiddelbart inden byggeriet afleveres, og omfatter i hovedtræk følgende:
-Samtlige indvendige overflader.
…
-Påklæbet papir, beskyttelsesfilm, afdækninger, mærkater m.v. på alle bygningsdele afrenses
- Bygningsbeskrivelser Bygningsrengøring
4.1.2 Omfang
Bygningsrengøring skal udføres iht. INSTA 800. For …, … og … gælder kvalitetsniveau 5
…
4.1.10. Udførelse Slutrengøring
Rengøringen…omfatter i hovedtræk følgende:
…
-Samtlige indvendige overflader, gulve, vægge og lofter. Gælder også indvendige vægge i haller, hvor også vægåse m.v. skal rengøres på alle flader og kanter.
…
-Påklæbet papir, beskyttelsesfilm, afdækninger, mærkater m.v. på alle bygningsdele skal fjernes og afrenses.
…
Rengøring af vægge og lofter.
Alle vægge, også vægge og lofter i haller skal støvsuges og aftørres med våd klud med efterfølgende aftørring. Diverse vægåse og beslag m.v. ved vægge skal også støvsuges og aftørres med våd klud og efterfølgende aftørring.
N.B.! Da vægge i haller er op til 20 m høje og nogle lofter ligeledes er i op til 20 m højde, skal der regnes med klatring af trænet personale og ved anvendelse af sikkerhedsliner.
…«
Vægpanelerne, der måler 120 x 500 cm, er udført i stål med en mellemliggende isolering (»sandwichelementer«), som ved monteringen sættes sammen oven på hinanden. Det er oplyst, at beskyttelsesfilmen ikke som forudsat i arbejdsbeskrivelsen blev fjernet af UE, idet beskyttelsesfilmen på de opsatte vægpaneler var blevet fjernet, da UE opstartede arbejdet i begyndelsen af april 2022. Det er ikke nærmere oplyst, hvem der fra SE’s side fjernede beskyttelsesfilmen og hvornår.
I en mail af 16. maj 2022 fra UE til SE hedder det bl.a.:
»…
Som vi har snakket om på byggepladsen i sidste uge er der meget limfjernelse på vægelementerne, så meget at vi ikke mener det er med i vores tilbud.
Vi har i den forgangene 14 dage haft 6-8 mand som kun har fjernet lim på vægelementerne, ligeledes bruger vi store mængder kemi for at fjerne og opløse limen.
I forbindelse med den gennemgang, hvor byggepladsen blev vist var koncentrationen ikke så stor omkring fjernelse af lim, da denne del ikke var med i tilbuddet, men kun fjernelse af påklæbet papir, beskyttelsesfilm, afdækninger, mærkater.
Vi har tilladt os at lave en foreløbig opgørelse Fra … (… er omfanget meget være end det vil hidtil har oplevet) Afrens af 250 stk. Vægelementer hvor elementerne har været totaldækket med lim.
Pris for rens af hver Vægelement for lim 1.450,00 kr. ekskl. moms inkl. Lift og kemi.
…«
Der er bl.a. foretaget dokumentation af mailkorrespondance mellem parterne, herunder i forbindelse med øvrige arbejder mv., som SE under forløbet har accepteret at betale som ekstraarbejder, i alt 247,5 timer ud over kontraktsummen. Der er endvidere foretaget dokumentation af mailkorrespondance mellem parterne i forlængelse af mailen af 16. maj 2022 fra UE til SE.
UE har opgjort sit krav således:
- Ekstra mandetimer og kørsel 727,90 kr.
- Ekstra liftleje 732,35 kr.
- Indkøb af produkter til afrensning 842,22 kr.
I alt 1.373.302,24 kr. ekskl. moms svarende til 1.716.628 kr. inkl. moms.
Om opgørelsen af kravet fremgår det af UE’s påstandsdokument bl.a.:
UE havde oprindeligt planlagt, at hele arbejdsopgaven i henhold til den indgåede kontrakt skulle udføres af faste medarbejdere. På grund af ekstraarbejdet med at fjerne limrester, var UE nødsaget til at indkalde vikarer via vikarbureauer.
Som bilag 23 er fremlagt kontokort, der viser de faste medarbejderes registrering af timer på projektet – i alt 3.152,25.
Som bilag 24 er fremlagt kopi af fakturaer for vikarbureauer – i alt 1.030 timer. UE har på det samlede projekt anvendt 4.182,25 timer, jf. bilag 23 og 24. I UE’s tilbud indgik 1.477 timer. I denne opgørelse indgår som anført timer anvendt til udførelse af de godkendte ekstraarbejder, i alt 247,5 timer. Disse skal også fratrækkes UE’s mertidsforbrug, således at dette herefter udgør 2.457,75 timer. Da der naturligvis kan være usikkerhed omkring det reelle tidsforbrug forbundet med arbejde indenfor det afgivne tilbud, fratrækkes skønsmæssigt yderligere 10 % af det estimerede timeforbrug indenfor tilbuddets rammer – dvs. 147,7 timer, hvorefter det samlede mérforbrug udgør 2.310,05.
Den aftalte timepris var 398 kr.
UE har herefter krav på betaling af kr. 919.400 som betaling af ekstra tid anvendt på ekstraopgaver.
I tilbuddet var indeholdt kørsel for perioden fra 4. april til 27. maj 2022 – i alt 40 dage. På grund af forsinkelser og ekstraarbejde blev arbejdet først afleveret den 5. juli 2022 – i alt 67 arbejdsdage. Dertil kommer UE’s øgede betaling for kørsel, hvor der er anvendt 3 biler i mindst 27 dage til kørsel af 2 x 18 km, i alt 2.916 km.
UE har herefter krav på betaling for ekstra kørselsforbrug forårsaget af forsinkelser og ekstraarbejde – for 2.916 km. á 8 kr. = kr. 23.328.
UE’s samlede krav under dette punkt udgør herefter kr. 942.727,90.
UE har efterfølgende spurgt sine medarbejdere (i oktober 2022) om den pågældende opgave, og de svarer stort set enstemmigt, at det tog ca. 2 timer at rense ét panel for limrester. Hvis dette ganges med antal vægpaneler (1.230) og gange med den aftalte timepris på 398 kr., udgør ekstraarbejdet 2.460 timer á kr. 398, i alt 979.080. Når der tages højde for den usikkerhed, der er forbundet med medarbejdernes oplysninger, ses disse at stemme nogenlunde overens med UE’s krav. Udfyldte spørgeskemaer fra UE’s medarbejdere er fremlagt som bilag 25.
Ad. B. Ekstra leje til lift m.m.
Det gøres for dette punkt gældende, at mérforbruget af leje af lift kan henføres til ekstraarbejdet med afrensning af lim. Da der blev anvendt lift til både kontraktarbejdet og til ekstraarbejdet, er det desværre ikke muligt at opgøre omfanget af liftleje til ekstraarbejdet præcist. Dette kan eventuelt dokumenteres yderligere ved vidneforklaringer. Udgangspunktet for beregning af kravet er de dokumenterede udgifter i henhold til 3 fakturaer for leje af lift. Disse er fremlagt som bilag 26. Fakturabeløbene udgør kr. 332.459 + kr. 140.769,40 + kr. 303.062,03, i alt kr. 776.290,03. Disse dækker hele udførelsesperioden og såvel kontraktarbejde som ekstraarbejde.
I Klagers tilbud var som anført ovenfor afsat kr. 350.000 til liftleje.
Klagers ekstra omkostninger som følge af ekstraarbejdet udgør herefter kr. 776.290,03 (totale omkostninger til liftleje) med fradrag af liftleje omfattet af tilbuddet (kr. 350.000), hvorefter ekstraomkostningerne kan opgøres til kr. 426.290.
Derudover er der indlejet fejesugemaskine til brug for afrensning af limrester. Udgifter hertil er dokumenteret med kr. 31.814,92 kr. Faktura er fremlagt som en del af bilag 25. Herfra skal trækkes udgift til lift i forbindelse med godkendte ekstraarbejde, jf. ovenfor. Godkendte omkostninger til lift udgør maksimalt kr. 85.557,65, som fratrækkes.
UE’s samlede krav under dette punkt udgør herefter kr. 372.547,27.
Ad. C. Indkøb af produkter til afrensning
Klagers materialeforbrug indkøbes ikke særskilt til opgaver som den omhandlede. Klagers medarbejdere tager de nødvendige materialer fra et lager, og Klager opkræver derfor 7 % af entreprisesummen til materialeforbrug. SE er bekendt hermed.
Da ekstraarbejderne er opgjort til kr. 1.374.059,77 (punkt a + b), kan det ekstra materialeforbrug opgøres til kr. 96.184,18.
UE’s samlede krav under dette punkt udgør herefter kr. 96.184,18.
UE har under hovedforhandlingen frafaldet kravet under punkt B på 31.814,92 kr. ekskl. moms vedrørende indlejet fejesugemaskine. Som en konsekvens heraf er kravet under punkt B nedsat fra 372.547,27 kr. til det ovenfor i opgørelsen anførte beløb på 340.732,35 kr. ekskl. moms, og kravet under punkt C er nedsat fra 96.184,18 kr. til det ovenfor i opgørelsen anførte beløb på 89.842,22 kr. ekskl. moms.
SE har i forhold til opgørelsen bl.a. nærmere anført, at opgørelsesmetoden, hvorefter kravet udgør differencen mellem UE’s forventede omkostninger og de faktiske omkostninger fratrukket 10 % af arbejdstimerne, ikke kan tiltrædes. UE har været nærmest til at sikre sig bevis for antallet af paneler med limrester og havde særlig anledning til at sikre sig dette bevis, inden limen blev afrenset og optælling umuliggjort. UE havde herunder særlig anledning til at sikre sig bevis for mertidsforbruget ved afrensning af limresterne, hvis UE mente, at der var talte om ekstraarbejde. SE har ikke bestridt, at afrensning med limrester tog længere tid end rengøring af paneler uden limrester, men UE har under forløbet oplyst vidt forskellige takster pr. panel med limrester på forskellige tidspunkter, hvilket svækker tilliden til UE’s oplysninger. I mailen af 16. maj 2022 blev der oplyst en pris på 1.450 kr. svarende til et mertidsforbrug pr. panel på ca. tre timer. I mail af 20. maj 2022 oplyste UE en merpris på 300 kr. inkl. arbejdsløn, liftleje og kemi pr. panel med limrester svarende til et mertidsforbrug på 20-30 minutter, og i klageskriftet er oplyst et mertidsforbrug pr. panel på to timer. Det påhviler UE at bevise omfanget af mertidsforbruget, og denne bevisbyrde er ikke løftet ved, at UE samlet set har anvendt længere tid på entreprisen end forudsat ved tilbudsafgivelsen. Timeprisen på 398 kr. ekskl. moms for eventuelle ekstraarbejdstimer er rimelig, og der er således ikke bemærkninger til selve timeprisen.
4. Forklaringer
V1, V2, V3, V4, V5, V6, V7, V8, V9, V10, V11, V12, V13 og V14 har afgivet forklaring under hovedforhandlingen.
5. Voldgiftsrettens bemærkninger og resultat
Efter forklaringerne og bevisførelsen i øvrigt lægger voldgiftsretten til grund, at der på et stort antal vægpaneler var omfattende limrester efter den beskyttelsesfilm, der havde siddet på panelerne, og som var blevet fjernet, inden UE påbegyndte arbejdet. Voldgiftsretten lægger endvidere til grund, at fjernelsen af limresterne var nødvendig, og at det for UE medførte et meget betydeligt ekstra timeforbrug ud over det, der medgik til selve rengøringen af vægpanelerne på det kvalitetsniveau, der i øvrigt var forudsat i kontrakten. Det er efter bevisførelsen usikkert, hvem der fra SE’s side havde fjernet beskyttelsesfilmen, og hvornår filmen var blevet fjernet i de enkelte haller og lokaler.
Risikoen for uklarhed i udbudsmaterialet, der danner grundlag for kontrakten, påhviler som udgangspunkt SE, og voldgiftsretten finder, at udbudsmaterialet ikke på en tilstrækkelig klar og entydig måde kan anses for at omfatte den skete omfattende og nødvendige afrensning for limrester. Voldgiftsretten har herved lagt vægt på, at udbudsmaterialet overordnet angår bygningsrengøring, og at omfattende afrensning for limrester må anses for at ligge uden for det, der naturligt og sædvanligt forstås ved rengøring. I henseende til kravet om klarhed og entydighed kan det efter bevisførelsen og det i øvrigt foreliggende ikke lægges til grund, at beskyttelsesfilm som den pågældende normalt efterlader omfattende limrester, og at det skulle være almindeligt kendt på en måde, så UE burde have taget dette i betragtning ved tilbudsafgivelsen. Det i arbejdsbeskrivelsen anførte om fjernelse/afrensning af påklæbet papir og mærkater mv. kan ikke føre til nogen anden vurdering.
UE opstartede arbejdet i begyndelsen af april 2022. Det er fra UE’s side herunder anført og forklaret, at der ikke eller kun i meget begrænset omfang var limrester på vægpanelerne i …, som man startede med, og at det først var efter opstart i …, at omfanget af problemet blev kendt. I mailen af 16. maj 2022 fra UE til SE, hvor der blev rejst krav om ekstrabetaling, er der henvist til tidligere drøftelser på byggepladsen. Det forhold, at UE således først forholdsvis sent efter arbejdets opstart i april 2022 rejste krav om ekstrabetaling, giver ikke i sig selv eller efter bevisførelsen samlet set fornødent grundlag for at fastslå, at UE derved – og trods indholdet af udbudsmaterialet – ved kontraktindgåelsen havde forventet og accepteret omfattende forekomst af limrester på vægpanelerne.
Arbejdet i hallerne skulle til dels foregå i betydelig højde og med brug af lift mv., og hvor bl.a. loftskonstruktionen visse
steder gav udfordringer, og det er fra UE’s side forklaret, at det var indretningen af hallerne og tilgængeligheden, der var
fokus på under besigtigelserne forud for tilbudsafgivelsen. Dette findes underbygget af oplysningerne i øvrigt om
hallerne og deres indretning og konstruktion. Det er som anført efter bevisførelsen usikkert, hvornår
beskyttelsesfilmen blev fjernet på de enkelte vægpaneler i hallerne mv., men efter sagens oplysninger har SE arbejdet i
hallerne og på pladsen, også efter at beskyttelsesfilm var fjernet, men uden at SE har bemærket problemet med
limrester, eller uden at SE har fundet anledning til at afdække forholdet nærmere. Herefter og efter bevisførelsen i
øvrigt er der heller ikke grundlag for at fastslå, at UE forud for tilbudsafgivelsen og indgåelsen af kontrakten har
tilsidesat sin undersøgelsespligt på en sådan måde, at UE herved må bære risikoen for arbejdet med fjernelsen af
limresterne.
UE har herefter krav på som ekstraarbejde at få betaling for arbejdet forbundet med fjernelsen af limresterne. Ved den bevismæssige vurdering ved opgørelsen af UE’s krav må der bl.a. på den ene side lægges vægt på, at UE har fået medhold i, at der var tale om ekstraarbejde, og SE må således som følge af sin handlemåde, hvor ekstrakrav under forløbet er blevet afvist, i et vist omfang bære risikoen for den bestående bevismæssige usikkerhed. På den anden side må der lægges vægt på, at UE under forløbet frem til afleveringen i et bedre og grundigere omfang kunne have sikret sig bevismæssigt, og at UE herunder, trods SE’s standpunkt, i et passende omfang løbende kunne have opgjort og underrettet om omfanget af arbejdet.
Voldgiftsretten lægger på baggrund af UE’s redegørelse af 7. juli 2022 og forklaringerne og bevisførelsen i øvrigt til grund, at afrensningen har omfattet ikke under 1.200 vægpaneler. Efter bevisførelsen lægges det til grund, at det gennemsnitlige tidsforbrug pr. vægpanel har været på 1 time. Der er trods vidneforklaringerne fra UE’s ansatte mv., hvor flere har angivet et højere tidsforbrug pr. panel end 1 time, ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastsætte det gennemsnitlige tidsforbrug højere.
Med den angivne timepris på 398 kr., som der størrelsesmæssigt ikke har været bemærkninger til, kan betaling for ekstratimer herefter opgøres til afrundet 477.000 kr. ekskl. moms. Under henvisning til det ovenfor anførte om den bevismæssige usikkerhed tages krav vedrørende kørsel efter en samlet vurdering til følge med afrundet 15.000 kr. ekskl. moms.
Vedrørende ekstra leje til lift m.m. fastsættes beløbet afrundet til 200.000 kr. ekskl. moms, idet voldgiftsretten herved under hensyn de bestående bevismæssige usikkerheder bl.a. har lagt vægt på oplysningerne om det i tilbudsprisen afsatte beløb til liftleje sammenholdt med oplysningerne om den ekstra tidsperiode indtil aflevering, som efter bevisførelsen må antages i hvert fald i det væsentlige at være en følge af ekstraarbejdet med fjernelsen af limrester.
Det samlede krav kan herefter opgøres til 692.000 kr., hvortil kommer indkøb af produkter m.v. på 7 % svarende til
48.440 kr., således at UE’s krav i alt kan opgøres til 740.440 kr. ekskl. moms svarende til 925.550 kr. inkl. moms.
UE’s påstand tages herefter til følge med dette beløb med renter som nedenfor bestemt.
Efter sagens værdi og udfald skal SE i forhold til det vundne beløb i delvise sagsomkostninger til UE betale 70.000 kr. til udgifter til advokatbistand. Voldgiftsretten har lagt vægt på, at UE har fået medhold i et krav om ekstraarbejder på godt 900.000 kr. Voldgiftsretten har også lagt vægt på, at en større del af sagen har omfattet selve opgørelsen af kravet, og at UE på det punkt alene har fået medhold for en mindre del af det samlede rejste krav. Der er ved fastsættelsen af sagsomkostningsbeløbet taget højde for, at UE er momsregistreret.
Under hensyn til det ovenfor anførte betales de omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, af SE med ⅔ og af UE med ⅓ efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.
Thi bestemmes
Indklagede, SE, skal til klageren, UE, betale 925.550 kr. med procesrente fra den 1. februar 2023. I sagsomkostninger skal SE til UE betale 70.000 kr.
De omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, betales af SE med ⅔ og af UE med ⅓ efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.